Hun har siden begyndelsen af 2010’erne skabt sig en lukrativ karriere på sit tv-kendte ansigt, men i en ny bog langer blogger, influencer og realitydeltager Irina Olsen kraftigt ud efter de tv-produktionsselskaber, der gjorde hende kendt.
»Jeg blev groft udstillet, og der var ingen, der beskyttede mig. Selvfølgelig ved de da godt, hvad der sker med en ung kvinde, der ufrivilligt bliver eksponeret i nogle enormt private og intime videoer, der bliver sendt ud til hele Danmark«, siger Irina Olsen til DR i forbindelse med udgivelsen af bogen.
Hun taler først og fremmest om produktionen af realityprogrammet ’Fristet’, der blev vist på TV3 i 2011. Her mødte Irina Olsen sin tidligere kæreste Kasper Johansen, som hun flere gange havde sex med i den villa, hvor programmet blev optaget. Programmet handlede om, at deltagerne skulle presses psykisk på hidtil usete måder i dansk tv, og det handlede egentlig ikke om romantiske relationer på samme måde som eksempelvis ’Paradise Hotel’ eller ’Ex on the Beach’. Måske derfor var Irina Olsen på ingen måde klar på, at hendes seksuelle udfoldelser skulle vises på tv. Men det blev de.
I en mail til DR skriver Mette Barnes, der er kommunikationschef i Nent Group, der står bag TV3 og producerede programmet, at alle deltagere var fuldt bevidste om, at alle optagelser kunne indgå i det endelige program. Hun skriver også, at man efterfølgende har strammet procedurerne for at sikre, at deltagerne ikke er i tvivl.
Ikke første kritik
Det er ikke først gang, at produktionsforholdene på danske realityproduktioner kritiseres.
Sidste år var både Red Barnet og GirlTalk i offensiven, efter realitydeltageren og nu pornoskuespilleren Fie Laursen forsøgte at begå selvmord. Efter eget udsagn blandt andet på grund af nogle seksuelt eksplicitte klip med hende i programmet ’Ex on the Beach’.
Dengang fortalte blandt andet Discovery, at man går meget op i, at psykologer screener deltagerne for at sikre, at de er klar til det pres, der kan opstå under og særligt efter optagelserne til et realityprogram.
Irina Olsens bog med titlen ’Irina. Jeg rejser mig hver gang’ handler om influencerens og iværksætterens op- og nedture. Både i tiden som ung skøjteprinsesse i Ukraine og i Danmark, først som den realityfigur, alle danskere elskede at hade, og nu som producent af en serie af skønhedsprodukter.
fortsæt med at læse


























