0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Roy Andersson laver film, man har lyst til at vende tilbage til og se i små bidder. Denne er ingen undtagelse

Roy Andersson funderer igen over livet, når han lader film og billedkunst smelte sammen i sin fjerde tableaufilm, der er lige så fuld af komisk melankoli som vanligt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kilde: Camera Film

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Er det trivielt, når en præst mister sin tro? Er det banalt, at han drømmer om, at han skal bære et kæmpe trækors gennem byen, mens folk råber ’Korsfæst!’ efter ham? Er det socialkritisk forudsigeligt, at en læge skubber den nedbrudte og hjælpeløse præst ud af sin konsultation, fordi lægen altså skal nå en bus og ikke har tid til flere patienter?

Det er nogle af de spørgsmål, der vokser ud af de scener, der udgør Roy Anderssons nyeste film, ’Om det uendelige’. Præsten er den eneste gennemgående karakter ud over den voiceover, der holder løseligt sammen på ’fortællingen’. Den unge kvindestemme giver os information, vi ikke får fra billedet alene. Det er et nyt greb for Roy Andersson. Men ellers er alt egentlig, som det plejer. Her er ikke noget decideret plot, bare abstrakte betragtninger.