Er det trivielt, når en præst mister sin tro? Er det banalt, at han drømmer om, at han skal bære et kæmpe trækors gennem byen, mens folk råber ’Korsfæst!’ efter ham? Er det socialkritisk forudsigeligt, at en læge skubber den nedbrudte og hjælpeløse præst ud af sin konsultation, fordi lægen altså skal nå en bus og ikke har tid til flere patienter?
Det er nogle af de spørgsmål, der vokser ud af de scener, der udgør Roy Anderssons nyeste film, ’Om det uendelige’. Præsten er den eneste gennemgående karakter ud over den voiceover, der holder løseligt sammen på ’fortællingen’. Den unge kvindestemme giver os information, vi ikke får fra billedet alene. Det er et nyt greb for Roy Andersson. Men ellers er alt egentlig, som det plejer. Her er ikke noget decideret plot, bare abstrakte betragtninger.
