Jeg er allerede begyndt at spare sammen til min kommende søns efterskoleophold, og det er takket være Danmarks Radio og deres mange dokuserier om unge, rødkindede mennesker, der ligger i bunke og spiller ukulele på efterskoler og hviler i sig selv.
DR har de sidste par år udsendt en lang række af efterskoleserier. I 2020 kom ’Et år for evigt’, en dansk dokumentar, der følger unge drenges venskaber på Kastanievej Efterskole i København, og ’Helt i særklasse’ om en nystartet efterskole for unge med diagnoser og handikap, og i år strålede især Thora Lorentzens fremragende dokumentarserie ’Efterskolen’ med en nærmest poetisk skildring af unge på Klejtrup Musikefterskole mellem august 2019 og i det herrens Corona lockdown-år anno 2020.



























