Det ser sort ud for den danske filmbranche, lyder det i et opråb fra en af landets største producenter. Det sker, efter at streamingtjenesten Amazon Prime Video mandag kom med opsigtsvækkende udmeldinger.

En af landets største producenter råber op: Vi er ved at smide det hele væk

Meta Louise Foldager er en af landets største producenter. Hun er bekymret for den danske branche og fokuserer selv på Norge og Sverige.  Foto: Mik Eskestad/Ritzau Scanpix
Meta Louise Foldager er en af landets største producenter. Hun er bekymret for den danske branche og fokuserer selv på Norge og Sverige. Foto: Mik Eskestad/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et stort skib, der er ved at kæntre.

Sådan beskrives den danske film- og tv-branche af en af landets største producenter.

»Den danske filmbranche har fået så mange kæppe i hjulet, at det er lige til at tude over«, skriver producent Meta Louise Foldager Sørensen i et opslag på Facebook.

Hun er administrerende direktør i Sam Productions, der blandt andet står bag de populære Netflix-samarbejder ’Kastanjemanden’ og fjerde sæson af ’Borgen’

Hendes dystre beskrivelse af branchen, der længe har været præget af konflikt og produktionsstop, falder, efter at streamingtjenesten Amazon Prime Video mandag kom med et par opsigtsvækkende udmeldinger på Copenhagen TV Festival i København.

Her lød det fra Amazon Prime Video, at uklarheden om et kommende dansk kulturbidrag skaber usikkerhed og potentielle udfordringer for streaminggiganten, der snart skal præsentere sin første danskproducerede serie. Lovgivningsarbejdet på Christiansborg er nemlig stadig ikke færdigafsluttet.

»Det gør det besværligt, at vi ikke helt ved, hvor meget skatten vil udgøre. Vi skal lave budgetter og så videre, og det er meget svært, når man ikke ved, hvor meget skatten bliver på. Hvad kan jeg forvente, mine udgifter i Danmark bliver for det næste år?«, sagde Andreas Hjertø, chef for Amazon Prime Videos programindkøb i de nordiske lande, ifølge MediaWatch.

Stop for nye tv-serier

Uvisheden om kulturbidraget samt andre kritiske faktorer gør situationen i den danske branche meget alvorlig, mener Meta Louise Foldager Sørensen

»I går meldte Amazon så også offentligt ud, at de jo virkelig gerne vil investere i dansk indhold, men at både Create-konflikten og uklarhed om kulturbidraget står i vejen«, skriver Meta Louise Foldager Sørensen.

Med »Create-konflikten« henviser hun til, at brancheorganisationen Create Denmark og Producentforeningen længe har ligget i konflikt med store streamingtjenester som Netflix og TV 2 Play om, hvem der skal have ret til hvilke økonomiske gevinster fra fim og serier produceret herhjemme.

Producentforeningen og Create Denmark har lavet en aftale, der skal sikre kunstnere en større bid af kagen, og som trådte i kraft tilbage i januar. Men streamingtjenesterne mente, at den vil koste dem for meget, til at de kan producere på dansk jord.

Og selv om det rent faktisk begyndte at se lidt lysere ud i juli, da Viaplay indgik en midlertidig aftale med Producentforeningen og Create Denmark, der betød, at de genoptog produktioner, så ser Meta Louise Foldager Sørensen ikke særlig lyst på situationen generelt.

Hun nævner i sit opslag, hvordan manglen på en såkaldt produktionsrabat, der netop er indført i Sverige, og et kommende folketingsvalgs yderligere udskydelse af fastlæggelsen af kulturbidraget betyder, at det ser sort ud.

»Jeg hader at pibe. Jeg elsker at se muligheder. Så jeg fokuserer nu stort set alle kræfter og alle medarbejdere mod Sverige og Norge og andre lande. Der har jeg mit hoved og mit fokus nu. Og selv om det er virkelig sjovt og giver masser af ny energi og gåpåmod, det der med de andre lande … så er det trist og forstemmende, når jeg mærker efter og ser mig om herhjemme«, skriver hun.

»For det piner mig i forhold til alle de folk, selskaber, projekter som p.t. ligger og strander i Danmark uden projekter, jobs, bestillinger og omsætning«.

Mere rolig

Mens Amazon Prime Videos bekymringer om kulturbidraget bestyrker Meta Louise Foldager Sørensens generelle bekymringer for branchen, så tager Producentforeningens direktør, Jørgen Ramskov, udmeldingen mere roligt.

»Selvfølgelig er det et spørgsmål om verdenssyn og optimisme. Jeg ser ikke nær så dystert på det som Meta. For mig er glasset halvt fyldt«, siger Jørgen Ramskov til Kulturmonitor.

Samme reaktion har han på Meta Louise Foldager Sørensens generelle brancheopråb.

»Hvis man var på tv-festivalen (Copenhagen TV Festival, red.) i går, så konstaterede Amazon meget kynisk og helt stille og roligt, at de lever med et kulturbidrag i mange andre lande, og at de også kan leve med det i Danmark, hvis de ved, hvad det går ud på. Det er simpelthen en fremtidig vej til at sikre finansieringen af nationalt indhold. Så det er jeg ikke så bekymret for, om tjenesterne kan forholde sig til eller ej«.

Forhandlingerne forbundet med at omgøre den omstridte rettighedsaftale, der har ført til det store danske produktionsstop, gik i gang i sidste uge, har Producentforeningen oplyst til MediaWatch.

Ida Herskind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her