Axolotl hedder en vandlevende halepadde, som findes i to søer i Mexico. Et amfibium med både gæller og lunger, og dens små ben med svømmehud mellem fingrene ser bedragerisk menneskelige ud. Som inkarnation af tilstanden både-og og hverken-eller er den et centralt symbol i mesterinstruktøren Iñárritus filmteknisk storslåede og hæmningsløst navlebeskuende selvportræt af en film, der bedst kan sammenlignes – men ikke kan måle sig – med Fellinis ’8½’:
Den succesrige midaldrende journalist og dokumentarfilminstruktør Silverio, den altdominerende hovedperson i ’Bardo’, sidder i en af de mange drømmescener i metroen på vej hjem til børnene med to-tre axolotler i en kæmpe plastikpose fuld af vand. Der går hul på posen, vandet skyller gennem metrokupeen, og de små amfibieskabninger famler rundt på gulvet mellem sæderne og ser ud til at skulle omkomme.
