Pengene eller livet
Stand and deliver. Sådan sang Adam og hans håndgangne myrer på deres tredje studiealbum ’Prince Charming’ i 1981, og det lod dem indtage førstepladsen på hitlisten. Vellyd og hitkvaliteter til trods fik gruppen nok lidt medvind fra den succes, serien om den retfærdighedssøgende stratenrøver Dick Turpin nød på tv-skærmene. Dengang var det Richard O’Sullivan, der spillede titelrollen. Men nu er tiden kommet til et reboot, som det hedder. Dick Turpin er atter løs på hesteryg med en hat som en populær tørkage. Denne gang spilles han af den goth-lækre Noel Fielding, der blev et navn med serien ’The IT-Crowd’ og siden charmerede sig ind i nationens hjerter som en af værterne i den store engelske bagedyst.
At båndene til den historiske Dick Turpin, som huserede i begyndelsen af 1700-årene, inden han blev hængt for hestetyveri, er kappet til fordel for en mere fjollet tilgang til myten, fremgår af titlen.




























