Hvordan er det at bo her?

I må ikke køre over efter 10«, formaner Ellen fra Brugsen, da jeg ringer og taler om forsinkelse og snefygning inde over det jyske fastland.

Når en mandøbo siger »Pas på tidevandet« – så passer man på tidevandet.

Tilpas mange minutter fra sidste frist holder vi på den jyske vestkyst syd for Ribe og ser over mod den lille vadehavsø. Mandøs knap 8 kvadratkilometer toner frem ude for enden af det let forhøjede stykke havbund. For øens beboere er den lille ’vej’ på havbunden, Låningsvejen, eneste forbindelse til omverdenen. To gange i døgnet kan man komme over – hvis vejret er til det – så inden næste højvande skrumpler vi ud på seks-syv kilometer undervognsbehandling.

En sølvhejre letter i ophøjet ro og følger os, mens vi pløjer gennem store, salte pytter, og da vi nærmer os, og vadehav og sand bliver til græs og grøblerender, stikker en stor regnspove næbbet frem fra en tue og tager imod.

Den ser ikke ud af meget, men den står fast i vestenvinden. Præcis som beboerne på Mandø. Det eneste, de har fået forærende, er naturen, havet, vinden og et himmelhvælv, der ikke fås større noget andet sted i Danmark.

Og så vandet, der kommer brusende to gange i døgnet og oversvømmer landforbindelsen og nogle gange også store dele af øen.

Vi aftaler med Ingeborg at besøge hende hjemme hos hende selv i stedet.

»Jeg bor på Æ towt«, forklarer hun og går i forvejen.

Vi finder ’Æ towt’ en times tid senere ved at spørge os for og gå så nogenlunde i den retning, Ingeborg vist nok nikkede. Hun åbner til et hus, hendes mand i sin tid byggede, og finder brød frem til kaffen. Hun har boet på Mandø fra hun var 38:

»Min mand er barnefødt herovre og ville gerne tilbage, så vi flyttede herover med børnene«, siger hun om et mønster, som flere på øen har fulgt: Ud nogle år – og så hjem.

Hvis det er et mønster, som flere vil følge, kan det betyde, pointerer Ingeborg, at fraflytningen vil tage lidt af. Det betyder noget på en ø, hvor der var 262 beboere i 1890, godt det halve i 1950’erne og bare 35 i dag, siger hun.

Vi ser på fotografier af børnene og af manden med den elskede harmonika. Ingeborg selv blev ved at arbejde på fastlandet. Som sygeplejerske i over 27 år har hun tit stået op klokken 2 om natten for at møde klokken 7.

»Vi lever med tidevandet herovre. Man vænner sig til det«, som hun siger.

»Det er noget, vi har affundet os med. Jeg plejede at sige, at kan vi ikke komme over, er dét, vi vil over efter, nok ikke så vigtigt«.

Foto: Martin Lehmann

Ingeborgs yngste barnebarn er født i helikopteren på vej til Esbjerg. Hun glemmer heller ikke den store stormflod i 1981, hvor digerne brød sammen, og får og kreaturer druknede. Da var hun indlagt i Odense til en operation og var lige vågnet af narkosen, da en sygeplejerske fortalte, at Falck havde haft 400 udrykninger på Fyn. Noget bekymret spurgte hun, hvad der så var sket med digerne på den jyske vestkyst? Hun kommer ikke til at glemme sygeplejerskens svar:

»Digerne? Ja, de er gået alle sammen«.

Du må have været bange?

»Jeg var heldigvis lidt sløret af bedøvelsen, og et par timer efter ringede min mand og sagde, at de havde det godt derovre. Men min datter var hjemme fra efterskolen og havde siddet med en veninde nede på kroen. De sad og så ud ad vinduet mod syd – og så diget gå!«, siger hun og ser på os:

»Hun så, da vandet brød igennem!«.

Datteren vidste, hvad det betød, og spurtede hjem til sin far på ’Æ towt’ for at redde, hvad reddes kunne og komme væk.

»Og ved du, hvad de reddede?«, klukker Ingeborg.

»Min mand fik sat sin harmonika op på bordet. Og min datter satte støvsugeren op i sengen. Og så var de ellers dem, der var gået ...«.

Hvad tænker I her på Mandø, omgivet af vand, når I fra andre steder af landet ser reportere i waders fortælle om folks oversvømmede stuer og sommerhuse?

»Jamen, det er da ikke sjovt for dem. Men altså ... somme tider kan vi godt trække lidt på smilebåndet. Vi lever med det på en anden måde«, siger hun og kommer i tanke om dengang, hvor Ellen kørte posttraktoren fyldt med børn over til Vester Vedsted på fastlandet i et frygteligt blæsevejr for at de kunne komme i skole.

»Hvorpå hun måtte hjem med dem igen: Børnene derovre var ikke kommet i skole på grund af snevejret ...«, smiler Ingeborg.

Ingeborg følger diskussionerne om klimaforandringer og har både bemærket mere vand i vinter og en sommer, der var så tør, at »vi ikke måtte tænde bål til sankthøns«, som sankthans hedder på Mandø.

Mandø og Vadehavet ligger lavt og er udsat. Tror du, at Mandø stadig findes om 20-30 år?

»Ja, det tror jeg da«.

Og tænker du, der stadig vil være beboere?

»Det kan jeg godt være bekymret for, for det betyder noget, at der er lys i vinduerne. Og børnefamilierne flytter nok ikke til, nu hvor vi ikke har skole længere. Men nogle af dem, der er flyttet herfra som unge, ser vi komme tilbage, når de bliver pensionister. Så jo, jeg tror, der vil være beboere«.

Lige uden for Mandø By står et vidnesbyrd om øens kamp for egen eksistens: Stormflodssøjlen. Den er af solidt sandblæst træ og placeret så højt i terrænet, som det er muligt på en vadehavsø.

I dag, hvor solen skinner, og hav og grøblerender ligger spejlblanke og stille hen, hører vi vadefuglenes melankolske skrig. Men årstallene på søjlen fortæller om rasende storme og mørke, angstfulde nætter. Det yngste tal er årstallet for stormfloden i 1999, men helt i en liga for sig, allerøverst, står årstallet ’1634’ og markerer den oktobernat, hvor vandet stod omkring 6 meter over dagligt vande. Vi vender os målløse og stirrer ned mod kystlinjen. Det er ufattelige vandmasser, der skal til for at fylde så meget åbent land op med vand helt til denne højde.

’Den anden store manddrukning’ hed det. Den første, der bare kaldes ’Den store manddrukning’, var den i 1362. En anden grum milepæl er stormfloden i 1558, der kløvede øen i to og ifølge legenden gav Mandø sit navn: Kun syv mand overlevede, fordi de tilfældigvis arbejdede med hø ovre på fastlandet.

Heller ikke 1909 vil blive glemt. Vandet stod fem centimeter fra digekanten, og i 1981 brød det igennem, så får og køer druknede, og store dele af øen kom under vand. Siden er digerne blevet forstærket, men årstallet 1999 står højt på søjlen og minder om, at det var tæt på at gå galt igen, trods forhøjede diger.

Vi kører tilbage til Mandø By for at finde Ellen.

»Hun er ovre ved kirken, hvis hun ikke allerede er på Mandøpigen«, kan en mand, der reparerer hegn, fortælle.

Vi finder kirken. Ellen er ved at runde morgendagens begravelse af med graveren. Han minder hende om, at hun ikke skal falde ned over kisten og ned i graven, som hun gjorde engang.

»Ja, det var lidt grimt«, medgiver hun, »men præsten sagde nu til mig dengang, at jeg bliver 100, for dernede vil jeg ikke være endnu«.

Foto: Martin Lehmann

Hun viser ind i Mandøs lille kirke med lilla sæder – som Mandøs lyng – og blåt alterklæde – som himlen over os. I kirkeskibet hænger håndlavede sejlskibe, og udenfor står mindestenen for søfolk, der er faldne på »dyben hav«.

Vi taler om stormfloder, og jeg spørger, om hun frygter, at de vil blive flere og voldsommere med de menneskeskabte klimaforandringer. Og jo, det er en risiko, og det »skal man selvfølgelig gøre noget ved«, synes Ellen.

Men set fra hendes ståsted i verden er der nogle naturkræfter, der er så voldsomme, at de får det, som de vil, hvis det ender sådan:

»Sker det, er det os, der er de små«, siger hun.

Så skal hun videre over og hjælpe med begravelsesmaden på café Mandøpigen. Vi følger med for at se, hvor det store lærred gemmer sig.

Her under spærene skal øboerne se den nye film om Mandø, ’Før stormen’, ved en særlig visning inden den officielle premiere.

Indehaveren er Karin Fredskild, Ellens datter, som er vokset op på Mandø og har gået både i »lille og store klasse«, inden hun fra 5. skoletrin kom over til fastlandet. Børnene fra Mandø Skole kunne fint klare sig op mod de nye klassekammerater, siger hun.

Også selv om øens lærer, pastor Bjerg, holdt fast i sit: Da han på et tidspunkt blev langtidssygemeldt, skiftede en ung vikar de gamle regnebøger ud med matematikbøger. Men så snart pastor Bjerg var rask igen, smed han matematikken ud, fandt de gamle regnebøger frem og fortsatte på sin måde.

Mandø Skole lukkede i 1996, og Karins børn kunne have gået i skole på øen, men hun syntes alligevel, de »skulle ud og være en del af samfundet«, så de blev som hende uddannet på fastlandet derovre på den anden side.

Men hver sommer er der en gruppe på omkring 30 jævnaldrende unge, der kommer tilbage for at arbejde og besøge familien og øen og mødes med legekammeraterne fra dengang, fortæller en af de unges mor.

»Og vi gør en del for at prøve at fastholde dem«, siger Karin.

Som de andre, vi taler med, tror heller ikke Karin på, at nye børnefamilier vil flytte til Mandø:

»Hvem skulle være de første til at flytte herover, når der ikke er andre? Og skolen er lukket? Og forældrene skal på arbejde derovre, og der er højvande?« spørger hun.

Til gengæld tror hun på, at folk over 50 med en fortid på øen kan finde på at vende tilbage, sådan som det allerede er sket i en grad, så JydskeVestkysten i 2019 skrev om »befolkningseksplosion« på Mandø. Eksplosionen bestod af tre par, men alt tæller, når det gælder om at sikre øens eksistens.

»Det er en måde at holde øen i gang på«.

Med så få indbyggere kan det være svært at finde en kæreste. Det kan øens yngste på 47 år, landmand og single, Gregers Jørgensen, tale med om. Han er en gennemgående person i den nye dokumentarfilm, hvor man ser ham søge på Tinder, men også aner bibetydningen, når appen melder: »Der er ingen i nærheden«.

Vi har en aftale med ham og hans jagthunde omkring lavvande, men ud over 100 smågumlende kreaturer i stalden er der heller »ingen i nærheden«, da vi kommer til Gregers’ rødstensgård, det sidste landbrug på øen.

»Han er på fastlandet efter hø«, kan en forbipasserende fortælle.

Der er ebbe i en rum tid endnu, og efter et par timer dukker han op. Vi ser først ham og traktoren i det fjerne ude på Låningsvejen, så ser vi vognen med et svingende læs hø, og da han er helt hjemme, ser vi Sif og Line, hundene, i førerhuset

.

Foto: Martin Lehmann

Gregers skulle passe gården og blev på øen. Han har to børn på 17 og 18 ovre på fastlandet, og han har også boet med den enes mor, men det gik galt. Gregers mener selv, at han overlod for meget af det huslige til hende.

»Jeg kunne måske have beholdt hende, hvis jeg ikke havde været for meget mandschauvinist. Det tror jeg. Jeg gjorde, hvad jeg ville, og lod hende om børnene og sådan noget. Jeg tænkte jo ikke over det dengang«, siger han, da han har vist ind i køkkenet.

»Men i dag, hvor man er blevet lidt ældre, mangler jeg en at komme hjem til. En at have en snak med. Og det er svært herovre ...«.

På bordet ligger et produktkatalog med landbrugsmaskiner fra P. Lindberg: Han skal have købt en lille crosser til nevøen, konstaterer han. Bagved ligger et franskbrød og en slidt fuglebog, og op ad væggen læner sig nogle Slots pilsnere. Gregers åbner en af dem, får ild i en smøg og følger mit blik mod fuglebogen.

»Det var den vej, jeg skulle have gået«, siger han og taler med ærgrelse om øens forliste, gamle fuglesamling i Fælleshuset.

Han kunne have sikret samlingen og være gået den vej, måske have været en, der kunne fortælle om øens fugle, funderer han.

»Beskriv en fugls udseende, og jeg skal sige dig lige nøjagtigt, hvad det er for en. Det er jo sådan noget, man lærer af at være isoleret herovre. Jeg elsker at være ude i naturen. Jeg elsker friheden. Det er den gode side af at bo på Mandø«.

Foto: Martin Lehmann

Han sidder lidt uden at sige noget, før han fortsætter:

»Og den dårlige side er så, at det er svært at finde en kæreste. Det er det sårbare«.

Hvor mange tror du, der bor herovre om 30 år?

»Det vil jeg ikke engang sige højt«, siger han.

Det er et isoleret sted at bo, og de offentlige myndigheder hjælper ikke, mener han og kritiserer både vedligeholdelsen af Låningsvejen – det hjælper ikke bare at smide lidt grus på – og digerne.

»De er fine, det er ikke det. De er bare ikke høje nok længere«.

På tv har Gregers set »byfolk« begræde, at de har vand i kælder og stue.

»Og det er da ærgerligt, men det er vel prisen for at bo nærmest ude i vandet for at få udsigt«, siger han.

»Forskellen er, at vi bare prøver at overleve«.

Da Politiken forlod Mandø åndede alt nogenlunde fred og ro. Men kort før denne artikel skulle udkomme, blev stormen Rolf, der ramte landet natten til fredag 23. februar, genstand for gule breaking-skilte hos landets medier.

Rolf blæste selvfølgelig også på Mandø, så fredag morgen ringede vi til øen.

For er der sket noget?

»Ikke noget synderligt«, lyder det fra Karin og Ellen, som vi fanger lige efter kaffen på ’morgenmødet’.

»Der var da et par havemøbler, der skulle sættes på plads, som vi havde sat frem, fordi vi troede, det var forår«, er Karin Fredskilds vurdering.