Mellem mange film skal der spises en lille fisk, brydes en bid brød, nydes et glas drue og indtages solide mængder vand og espresso.

Hver gang jeg tiltaler en tjener, degenererer mit gamle skolefransk imidlertid uvilkårligt til et rodsammen af fransk, spansk og italiensk. Et restaurationssprog, jeg har døbt mediterranée og parlerer med et forhold til basal grammatik, som ville have fået min gamle fransklærer Hugo (udtalt Ygo) til at overveje harakiri. Jeg står ikke alene med udfordringen.