Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jonas Jörneberg
Foto: Jonas Jörneberg

Film. Anna Odell i en scene fra hendes film 'Återträffen', hvori hun undersøger, hvorfor mobning opstår, og hvad det betyder for den, det går ud over.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mobbeoffer med kamera: »Det kan være helt tilfældigt, hvem det går ud over«

'Hende den underlige', svenske Anna Odell, har genskabt et folkeskolejubilæum fra Helvede.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Du blev mobbet i skolen. Gennem hele din skoletid blev du frosset ud af dine klassekammerater. Nu er der gået 20 år. Din gamle klasse holder 20-års-jubilæum. Du vil gerne møde op og fortælle om, hvordan du oplevede mobningen dengang.

Men du er ikke inviteret.

Sådan lyder præmissen for filmen ’Återträffen’, som den svenske kunstner Anna Odell har instrueret – med baggrund i sine egne oplevelser fra sin skoletid, og fra det 20-års-jubilæum for sin klasse, som hun ikke blev inviteret med til.

I filmen, der har den engelske titel ’The Reunion’, har Odell skabt en fiktiv jubilæumsfest, hvor en række skuespillere opfører hendes forestilling om, hvordan gensynet med klassekammeraterne ville udspille sig. Dette møde optog hun og viste senere for de rigtige klassekammerater.

Film møder virkelighed møder dokumentar møder fiktion i ’Återträffen’, der kan ses to gange lørdag på CPH:DOX. Den ene gang ved en ekstravisning lørdag aften, fordi ’Återträffen’ er en af de mest populære film på den igangværende dokumentarfilmfestival i København.

»Jeg har i mange år gerne villet lave et kunstprojekt, der undersøgte mobning«, siger Anna Odell, da Politiken møder den svenske kunstner i København midt i hendes travle program omkring visningerne af hendes film.

»Jeg blev selv mobbet i folkeskolen. Der var få piger i min klasse. Det var stærke piger. En af dem opfattede mig på et tidspunkt, af forskellige årsager, som en trussel mod hende, og så blev jeg frosset ud. Jeg blev mærket af det, og nu ville jeg gerne bruge mine erfaringer til at undersøge, hvordan relationerne i en gruppe udvikler sig, hvis der sker ændringer i hierarkiet«, siger Anna Odell.

’Okänd kvinna 2009-349701’
For snart fem år siden, da hun var studerende på kunstskolen Konstfack, blev hun midtpunkt i en af de største svenske kunstdebatter i nyere tid.

Det skete, da hun i januar 2009 stod på Liljeholmsbroen i Stockholm, en bro, som mange mennesker gennem tiden er sprunget i døden fra. Anna Odell kastede den dag sit tøj og sine sko ud over broen, hvilket fik en flok forbipasserende til at tage fat i hende og tilkalde politiet.

Hun blev lagt i håndjern og indlagt, fastspændt og tvangsmedicineret på det psykiatriske hospital S:t Göran.

Dagen efter afslørede hun over for personalet på hospitalet, at hendes opførsel på broen og efterfølgende var en del af et kunstprojekt. Hun havde faket et anfald af psykose. Med udgangspunkt i, at hun faktisk 13 år tidligere, hvor hun var diagnosticeret som skizofren, havde stået på Liljeholmsbroen og overvejet at kaste sig ud.

Kunstprojektet hed ’Okänd kvinna 2009-349701’ og var, sagde Anna Odell, et forsøg på at undersøge psykiatriske sygdomme, systemet og sygehusvæsnet.

Efterfølgende blev hun sigtet for vold mod tjenestemænd, og efter en medieombrust retssag blev hun idømt 50 dagsbøder for - med sit forehavende i kunstværket - at have kostet den svenske psykiatri 35 kroner og 20 ører.

Højest på stjernebarometeret
Næsten fem år er gået. Anna Odell er blevet 40 år. Og hendes nyeste projekt i grænselandet mellem dokumentar og fiktion har også vakt stor debat i Sverige.

»Mobning er noget, man taler meget om i Sverige«, som hun siger det.

I denne uge blev ’Återträffen’ vist i Riksdagen, parlamentet i Stockholm, for et opmærksomt publikum af politikere. Nu er Odell i København for at deltage i CPH:DOX, og her figurerer hendes film blandt de bedste på dette års festival.

Jeg var hende, der var udenfor. Hende den underlige, som de andre ignorerede, lo ad og hånede

Filmmagasinet Ekko opdaterer løbende deres stjernebarometer, hvor et panel af anmeldere fra bl.a. Information, Politiken og The Guardian giver stjerner til filmene i hovedkonkurrencen Dox:Award. ’Återträffen’ har i skrivende stund den højeste score på barometeret, muligvis fordi de fleste mennesker, når de ser filmen, lader sig føre tilbage til deres egen skoletids hændelser.

Det er svært ikke at blive berørt af scenerne i filmen, hvor Anna Odell i egen person stiller sig op foran de gamle klassekammerater (som altså er spillet af skuespillere) og læser en tale op, hvor hun forklarer, hvad det gjorde ved hende at blive mobbet.

»Autenticiteten i scenerne har været noget af det vigtigste for mig«, siger den svenske instruktør.

»Skuespillerne er castet ud fra deres egne oplevelser i deres skoletid, og de spiller så en karakter, der minder om, hvor de selv befandt sig i hierarkiet, da de gik i skole«, fortsætter Anna Odell.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Anna var ikke inviteret
Mens hun taler med Politiken, bliver hun flere gange ringet op af medier hjemme fra Sverige. Anna Odell er i vælten netop nu, og omtrent samtidig med, at ’Återträffen’ bliver vist i København, er den med på en anden stor filmfestival i Stockholm.

Men faktisk er Anna Odells film blevet helt anderledes, end hvordan hun oprindeligt havde forestillet sig.

»Da tiden nærmede sig for 20-års-jubilæet for min folkeskoleklasse, tænkte jeg, at jeg ville lave et kunstprojekt ud af, at jeg stillede mig op og holdt tale for dem. Jeg ville optage det og lave en eller anden form for film ud af det møde. Men det fik jeg aldrig mulighed for«, fortæller Anna Odell.

For pludselig, en dag da hun var på Facebook, kunne hun se, at 20-års-jublæet for hendes gamle klasse var blevet afholdt. Alle de andre i klassen havde været der. Undtagen hende. Hun havde ikke været inviteret.

»Først blev jeg skuffet, for hvad så med mit kunstprojekt? Men så tænkte jeg, at jeg i stedet ville genopføre jubilæet med skuespillere, optage det og her læse den tale, jeg havde skrevet, op. Det blev til en mulighed for – gennem kunst, gennem at bruge både dokumentar og fiktion – at undersøge, hvordan det kan være, at mobning finder sted«, siger Anna Odell.

På andres bekostning
Når man ser ’Återträffen’, hvor Anna Odell altså konfronterer sine klassekammerater, der udstødte hende, glemmer man slet og ret, at det er skuespillere, der spiller 20-års-jubilæet. Det føles lidt som at være fluen på væggen til noget, der virkelig ikke er rart at se på. Man vrider sig, fordi det er så tæt på.

Og helt grelt bliver det, da hun som sagt viser optagelserne af den fiktive reunion for de rigtige, gamle klassekammerater.

Men hendes historie er ikke enestående. Mobning findes alle steder, mener hun.

»Jeg var hende, der var udenfor. Hende den underlige, som de andre ignorerede, lo ad og hånede. Men det, der skete for mig, kan ramme alle. Pludselig kan man stå uden for gruppen. Og det kan være helt tilfældigt, hvem det går ud over. Det kan også ske for voksne. Det sker på arbejdspladser, hvor folk bliver sat i bås og bliver anset for at være mærkelige eller andet. Og så hilser de andre med et ikke på vedkommende og undgår dem, når de passerer dem på gangen. Det var det, jeg ville undersøge«, siger Anna Odell.

Men Anna Odell, har du aldrig nogensinde selv mobbet nogen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jo, jeg har selv været slem over for en af drengene i min klasse. Jeg påstår ikke, at jeg er et bedre menneske end andre. Man taler jo altid grimt til nogen på et eller andet tidspunkt. Men det er netop meningen med min film. Vi skal være påpasselige med, at det ikke pludselig er alle, der taler grimt til den samme på samme tid. For det er det, der knækker en. Det er der man, lige som jeg gjorde det, begynder at tænke; ’det er mig den er gal med’«.

Hvorfor, tror du, at mobning overhovedet finder sted, også blandt voksne som du nævnte det før?

»Fordi det er den simpleste måde for mennesker at skabe samhørighed med resten af dem, der er i den gruppe, man befinder sig i. Problemet er bare, at man gør det på en andens bekostning«, siger Anna Odell.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden