Der bliver heldigvis stadigvæk lavet traditionelle dokumentarfilm ud fra spørgsmål-svar-modellen. En film stiller påtrængende spørgsmål og forsøger at besvare dem. Jo større spørgsmål og jo mere foruroligende svar, desto mere tankevækkende. Det gælder en film som østrigske Friedrich Mosers ’A Good American’.
I ’A Good American’ er spørgsmålene især set med amerikanske briller store og tungtvejende. Kunne det skæbnesvangre angreb på World Trade Center have været undgået? Og hvis svaret er ja, hvorfor skete det så ikke?


























