Hver gang en ny ’Saw’-film har premiere, strømmer især unge biografgængere til for at se hjælpeløse ofre blive lemlæstet og myrdet på de mest sadistisk udspekulerede måder.
Hvad angår djævelsk opfindsomhed, lader filmmagerne bag de amerikanske film ikke middelalderens torturbødler meget efter. Med den bogstaveligt talt uhyrligt populære serie er sub-genren torturfilm blevet mainstream-underholdning. Også på en pæn filmfestival som den igangværende CPH PIX har torturfilmene holdt deres indtog.





























