Der går en isnende trækvind igennem kulturen, og den går igennem familiernes marv og ben. En kollektiv ængstelse. Vi overvåger dem, men vi aner ikke, hvad vores børn foretager sig, når vi ikke kigger.
Jeg tror, de fleste genkender ubehaget. Alt er gennemsigtigt og blotlagt, men samtidig teknologisk uigennemskueligt og hemmelighedsfuldt. I et af de første billeder i Amalie Næsby Ficks ’Dobbeltfejl’ ser vi familiens hus udefra. Det er oplyst i mørket. Lyset er varmt, men skrøbeligt bag glasfacaden.