Hvis bare man har ligget i et svaneæg, hvad gør det så, at ens mor er en hanrotte?
Pølsesnak af den skuffe må man ty til for at få den så ofte misbrugte morale i Andersens hyppigst citerede eventyr til at dække denne rygende rablende version af fortællingen om ællingen, der ikke var nogen ælling.
Gale gags
Alt andet end Disney-nuttede og dog komplet rørende er »verdens grimmeste ælling« og rotten med den knækkede fortand i denne 3D-computeranimerede komedie, der hvirvler fra by til land og igen fra andedam til gøglerpark med tempo og spænding, uforsagt sprogbrug og gale gags.
Men lidt banden og sværgen er nu den mindste af de laster, ællingens ny makker her ligger under for: Rotto hedder han, selvfed og bjergsom, rådsnar og plimrådden af moral – Søren Fauli lægger veltalenhed til. Rotto må flygte fra byen og ender via taget af et lyntog i en hønsegård.
»Der var så dejligt ude på landet« engang, men glem det:
Rotte i showbiz
Rotter og andre æggetyve er bunden af hakkeordenen her! Men før han bliver smidt ud igen, revner det store æg ved siden af ham: »Mor!«, udbryder den gråpjuskede lille klump – med Molly Hegners rørende stemme – ved synet af Rotto, der kvitterer ved uden omsvøb at døbe fjerkræet Grimme.
De to hænger på hinanden, lige ildesete af alle andre end den kønne enlige andemor Dina, der med Kaya Brüels blide røst har mere hjerne og hjerte end resten af hønsegården tilsammen.
Men Rotto drømmer om comeback i showbizz, nu med Grimme som attraktion, for når den uformelige lille fjerklump prøver at danse, vrider publikum sig af grin.
På flugten mod fætter Ejnars omrejsende tivoli sker første akt af forvandlingen: Bogstaveligt overnight forvandles Grimme – med kærlig hilsen til tegnedrengen Per Tønnes’ elskede B&U-tv-jingle – fra barn til teenager med lange lemmer, nu med Nikolaj Lie Kaas’ stemme i overgang og hjertet til fals for den første den bedste rapand (Laura Christensen).
Spor af H.C. Andersen
Mærker af Andersens eventyr skimtes med andre ord stadig under sneen, selv en kat møder de – men den viser sig at være selv samme fætter Ejnar (Lars Hjortshøj)!
Tivoliets mågeflok er et lidet smigrende portræt af (tegnefilmens?) publikum, men da forfølgerne fra byen – rottedronningen Doris og hendes muskelmænd – dukker op, skifter musikken til et sted midt imellem ’Bonanza’ og ’Once upon a time in the West’, og på ryggen af fætter Ejnar kaster Rotto sig ud i en afsluttende show-down, hvor også Grimme jo opdager sit virkelige vingefang.
Rap-alderens HCA
Hvis Andersen-politiet vil forarges over sådan en gang vilde volter og god gas, så fred være med det.
For os andre er det nok så interessant, at danske A.Film nu – kun tre måneder efter ’Asterix og vikingerne’, den mest vellykkede gallertegnefilm hidtil – er klar med sin næste biograflange animation: ’Terkel i knibe’ møder ’Flugten fra hønsegården’ i en på én gang loyal og uforskrækket postmoderne udgave af rapalderens HCA.
