Vel er smag og behag forskellige, men mange har dog siden ’Ondskabens øjne’ i 1991 undret sig gevaldigt over, hvordan Hannibal Lecter med den ellers udsøgt forfinede smag i grunden blev så slikken efter menneskekød. Her kommer svaret, direkte fra hestens, dvs. forfatteren Thomas Harris’, egen mund: Hannibal Lecters traumatiske barndom!
Denne film om ’Hannibals opståen’ er med andre ord en prequel til de tre tidligere film om seriemorderen, ja, fire, hvis vi regner ’Manhunter’ fra 1986 med. Men først med Jonathan Demmes instruktion i 1991 af Anthony Hopkins’ katteleg med FBI-spurven Clarice Starling (Jodie Foster) fik den kultiverede kannibal en massemytisk gennemslagskraft.
Og en kassesucces, som Ridley Scott lidet mindeværdigt fulgte op med ’Hannibal’ i 2001 og Brett Ratner mere heldigt i 2002 med ’Red Dragon’ (samme historie som ’Manhunter’).
Hannibals hævntørst
Den både inciterende og irriterende ny film holder sig klogeligt til monsteret som purung, spillet af franske Gaspard Ulliel med den sultne, sanselige mund og ulvemagre dæmoni i blikket. Ham er det, der i mareridt genoplever sine tidlige barndomsoplevelser:
Han og lillesøsteren Mischa ser i 1944 deres forældre dø under et tysk flyangreb over den litauiske jagthytte, hvor de havde søgt tilflugt. Derpå bliver børnene fanget af en flok lokale marodører. Disse bødler bliver en halv snes år senere målet for den voksne Hannibals hævntørst – eller rettere sagt: sult!
Da har han tilbragt sine drengeår på folkedemokratisk børnehjem (i forældrenes tidligere slot!), siden på ensom flugt gennem det øst-vest-delte Europa og endelig i huset hos sin onkels smukke japanske enke i Frankrig, hvor han begynder at studere medicin – ikke mindst kirurgi, selvfølgelig! De rene snit kan han nu også lære af enketanten, der oplærer ham i samuraiens kampteknik og æreskodeks.
Nærmest klodset
Smukke Gong Li har – ikke mindst med sin eksmand Zhang Yimou bag kameraet – ydet større skuespil end i denne tegneserierolle, hvor hun som en orientalsk Modesty Blaise reduceres til hævnerens assistent.
Modspil, der kalder nuancerne frem, får hun først af hovedskurken fra de unævnelige rædsler i jagthytten; Grutas hedder det brutale svin, storslået spillet med afstumpet, livsfarlig intelligens og proletarisk dynamik af Rhys Ifans (Hugh Grants godmodigt fjottede sambo i ’Notting Hill’). Dominique West lægger krop til en politiinspektør Popil, hvis reaktioner på egne krigstraumer dog forbliver skitsestreger.
Når hverken præcis casting, højeffektive enkeltscener eller generøs production design alligevel skaber nogen helt storslået gyser, skyldes det en nærmest klodset, alt for kronologisk fremadskridende komposition. Mærkeligt nok, for Harris har igen selv været med på manus.
