Først blev Jon vinder af ’Popstars’ og oplevede nogle måneder, hvor han var stjernen. Pigerne stod i kø for at blive set med og have sex med popidolet. Debutalbummet blev solgt i 135.000 eksemplarer. Folk gav ham designertøj, stylister fik ham til at ligne et brunøjet glansbillede med lækkert hår, og han skulle lanceres internationalt.
Det var i 2002, han var 17 år, og der var fri bar over hele linjen. I meget kort tid. Derefter vendte stemningen, og det er først her, instruktøren Kasper Torstings film om ham for alvor begynder.
’Solo’ er en film, der skildrer Jons flere år lange nedtur. Purunge, fanatiske pigefans blev ved med at dukke op, når han var på diskoteksturné i provinsen. Men blandt hans publikum var nu også fyre, der råbte ad ham og smed både flasker og mønter efter ham.
»Det er sgu da ikke det fucking muntre køkken, de har lejet«, siger Jon på et tidspunkt i filmen efter en koncert, hvor han endnu en gang har fået alt muligt kylet efter sig.
Kampen for at blive elsket
På et tidspunkt slår han igen og bliver udråbt som voldelig. En overgang bruger han sprut og kokain til at dulme sin følelsesmæssige smerte. Ifølge filmen er ingen fra hans daværende pladeselskab eller tv-programmet ’Popstars’ parat til at hjælpe ham med at tage imod hverken verbale tæv eller fysiske trusler undervejs. Indirekte er ’Solo’ en film om den kynisme, der præger dele af medie- og musikbranchen.
Hvorfor giver han så ikke bare op? Melder sig ud af musikken og finder på noget andet at lave?
Langsomt lærer man Jon at kende gennem Kasper Torstings film. Man finder ud af, hvor meget musikken betyder for Jon og har gjort det, siden han var barn. Og man oplever en usædvanlig stædig, temperamentsfuld og eftertænksom ung mand, der udmærket godt selv ved, hvad han er drevet af, og ikke ser sig selv som et offer.
»Det er jo en film om kampen for at blive elsket«, siger han på et tidspunkt.
Modig og seværdig
Uddybende kunne man sige, at ’Solo’ er en usædvanlig barsk historie om, hvor overfladisk publikums og popbranchens bekræftelse er. Det er selvfølgelig ingen nyhed. Men det er altså en ret ilde hørt kendsgerning i en tid, hvor succes udadtil er i høj kurs, og hvor ensomhed nærmest sidestilles med fiasko.
Jon holder op med at sælge plader, men bliver ved med at være ensom. Da Kasper Torsting lavede sin film ’Rocket Brothers’ om rockgruppen Kashmir i 2003, portrætterede han musikere, der nyder bred respekt for det, de kan.
Ved at portrættere Jon har han denne gang valgt en hovedperson, der kæmper for at opnå bare en smule respekt – og selvrespekt. Jons ærlighed og personlighed gør ’Solo’ til en mere modig og lige så seværdig film som ’Rocket Brothers’.
fortsæt med at læse
