En ungdomsforbryder med det flashy navn Jesse James Hollywood fik i år 2000 sin teenagebande fra San Fernando Valley i Californien til at kidnappe lillebroren til en ’forretningsforbindelse’ – en anden ungdomsforbryder, der var kommet i narkogæld til bandeføreren.
I en blanding af lalleglade stoftåger, afstumpet selvforblændelse og kiksede panikbeslutninger endte det tilfældige påhit i total tragedie med mord på den kidnappede 15-årige.
Denne rodede og tragiske sag fik Cassavetes junior angivelig adgang til, mens Hollywood endnu var på fri fod i Brasilien, og genfortæller den her let sløret og med en lidt tilfældig og søgt titel.
Sugende tomrum
For selv om bandeføreren, her omdøbt til Johnny Truelove og spillet med faretruende ynglingebrutalitet af Emile Hirsch, er en alfa-han i sin egen ynkelige gruppe, er den egentlige hovedperson bandens knapt så angstforpansrede ’tænker’ Frankie Ballenbacher, som Justin Timberlake giver i en storslået nuancerig præstation.
Han bevogter den kidnappede Zack (en meget ung og naiv Anton Yelchin) ved at tage ham med til fest i velhavervillaerne og sørge for, at han mister sin mødom, så Zack slet ikke ønsker at blive løsladt.
Det gryende, modstræbende venskab mellem de to er filmens bevægende kerne, en studie i den ungdommelige blanding af generøsitet og egoisme, velvilje og nydelsessyge, rådvildhed og uerfaren beslutsomhed.
At den cocktail er lige så farlig som spiritus og benzin, eller som hash og skydevåben, udvikles i filmens midterdel som morsomme, rørende scener med et sugende tomrum af fortabelse lige under overfladen.
Sympatisk nazist
Men så er det bedste også sagt. Stilistisk springer filmen mellem ungdomskomedie og dokudrama og lider også i persontegningen af fokuseringsproblemer i samme størrelsesorden som efter heftig indtagelse af fniseurt.
Den efterhånden 47-årige Nick Cassavetes har også selv skrevet manus og står dermed med det fulde ansvar for fascinerende figurer af stor voldsomhed – især: Ben Fosters indsats på kanten af kronisk overspil som narkopsykotisk storebror til den kidnappede, jøde ligesom den ’sympatiske’ Frankie, men samtidig nazist! – men uden tilfredsstillende uddybning.
Rodet ramme
Det savner man især i Trueloves tilfælde, men også over for den banale psykologiske skitse af bandens ’underdog’ Elvis (Shawn Hatosy).
Også filmens fortælleramme af senere ’vidneudsagn’ fra en (politi-?)efterforskning skæmmes af en uengageret Bruce Willis som Truelove senior og en grotesk fedmemaskeret Sharon Stone som mor til den dræbte Zack: Et portræt af traumatisk sorg, som bliver ufrivilligt selvparodierende.
En gennemsnitskarakter på tre hjerter er dermed en logisk, men ringe oplysning om en film, der lægger en rodet og utilfredsstillende ramme omkring bevægende og fænomenalt vaskeægte scener fra en ungdomstilstand og et miljø, der vist også her hjemme er mere tidstypisk, end man ville ønske.
