Husets lys går ud og tændes igen af sig selv, vandrørene dunker, dørene klaprer, loftsplankerne knirker, og vi genkender hver en effekt af genren ’spøgelseshus’.
Ligesom vi kender hver en lusket slagskygge og kameravinkel i komplekset af underjordiske kloakkorridorer, som vores hjemsøgte skolelærer Clementine og hendes mand derpå må flygte igennem. For slet ikke at tale om skovens dybe, stille rædsel mellem natlige træstammer ...
Kort sagt: Nævn en gyserkliché, og instruktørerne af ’Them’ kan efterabe den. Nævn begreber som ’originalitet’, ’idé’ eller bare ’mening’ med en film – og instruktørerne vil ikke ane, hvad du taler om! De er tilsyneladende tilfredse med at få lov at lege med de velkendte virkemidler på et skrabet budget – nogenlunde som en 9. klasse med et videokamera ville være det og med samme beskedne krav til fortællingens sammenhæng eller dybde.
Tarvelig stiløvelse
Vi skal selvfølgelig tro om filmens ’dem’, at de er ånder eller andre energier af den slags, DONG ikke endnu kan tjene penge på. Men historien er angivelig »inspireret« (lovlig stærkt ord i denne forbindelse) af et rumænsk tilfælde af skolebørns livsfarligt grove løjer.
Fra Clementines skole? Og hvordan er ungerne blevet så hjerteløse? De spørgsmål rager filmfolkene langsomt, og de gider heller ikke vende tilbage med en forklaring på optaktens tilintetgørelse af to kvinder i en havareret bil. De har vist bare tænkt: Man begynder da med en chokeffekt, den behøver ingen forklaring.
Et gennemsnitligt videospil hænger fortællemæssigt bedre sammen end denne tarvelige stiløvelse, som kun illustrerer, at der er producenter og instruktører, som spekulerer lige så følelseskoldt i blod og skræk, som de afstumpede skolebørn gør. Uegnet for alle aldersklasser.
