Mens 1940’ernes og 50’ernes italienske neorealisme blev europæisk forbillede, prøver den debuterende instruktør her snarere at lure nordeuropæisk familierealisme kunsten af i denne sympatiske om ikke just perfekte historie:
11-årige Tommaso er en alvorlig dreng, af gode grunde.
I skolen er han lidt udenfor, henvist til en stum klassekammerat. Storesøsteren er skrup irri- og puberterende, og mellem forældrene er stereotypierne (forfriskende!) byttet om: Hans enlige, ansvarlige men lidt sammenbidte far bryder sammen under presset og kræver urimeligt, at Tommi fortsætter til svømning, skønt drengen hellere vil gå til fodbold (og det er så okay, hvis det bliver som libero – den italienske titel).
Spredehagl
Mens børnenes mor dårligt nok sidder på reservebænken: Hun er en rastløs flane, der »kommer og går«, som Tommi resigneret konstaterer. Utilfredsstillede længsler? Umodenhed?
Filmens løse ender – også forholdet til den stumme kammerat og til en velhavende nabodreng f.eks. – røber uforløste planer, men Alessandro Morace er et lille scoop som Tommi, og hans far spilles smukt og fattet af instruktøren selv. Forholdet mellem de to og den varme, men usentimentale tone kompenserer næsten for, at filmen fokuserer for spredt og savner et egentlig plot.
kritik Familieliv på reservebænken
Lyt til artiklen
