Pottermania eller ej – også ’den rigtige Potter’ er det egentlig oplagt at overføre fra børnebøgernes til filmens verden.
Altså ikke fiktive Harry, men dén Beatrix Potter, der mellem 1902 og Første Verdenskrigs udbrud udgav en snes billedbøger i småt format for de mindste læsere. Som blev en af alle tiders største og mest sejlivede bogsucceser. Julie Rapand såvel som Peter Kanin og artsfællerne Topsy, Flopsy og Silkehale er stadig kendt og elsket af nutidens børn, også herhjemme.
Mellem to stole
De sjove, rørende og glimtvis endda lidt grumme historier med mesterlige akvarelbilleder af talende og påklædte – men ellers yderst naturtro – husdyr gjorde ophavskvinden solidt velhavende, også fordi hendes figurer allerede i hendes egen tid blev solgt som bamser og dukker, legetøj og motiver på alt fra postkort til kagedåser, altså den ’merchandising’, vi forbinder med Disney og resten af den senere funny animals-industri.
Runden af pengearistokratiet var Beatrix Potter (1866-1943) uden egentlig politisk interesse, endsige socialist som den næsten jævnaldrende kollega Edith Nesbit. Men naturfredning blev hendes kæphest, den hovedrige kvinde efterlod 4.000 ha landbrugsjord i det nordengelske Lake District til en fond. Da havde hun i mange år foretrukket fåreavl for forfatterskab, ja, faktisk siden hun som 47-årig giftede sig med den lokale advokat, der bistod med jordopkøb.
Alt i alt et spredt, men interessant stof, der her er tabt mellem to stole, hhv. babystolen og chesterfielden. Noonan, der fik fortjent succes med ’Babe – den kække gris’, har nemlig været i syv sind som instruktør: Skal man appellere til børnene eller til barnet i den voksne nostalgiker, når man vil filme det liv, der for hundrede år siden udmøntede sig i ’verdens bedste småbørnsbøger’, men ikke filme fortællingerne selv? Som et valg mellem ’Peter Plys’ eller ’Værelse med udsigt’.
Watson bedre end Zellweger
Chris Noonan vælger et helt konventionelt Upstairs-downstairs-tidsbillede med historien om den debuterende 36-åriges brug af fortælle- og tegnekunst som midler til at bryde ud af en datidig pebermøs victorianske familiefængsel, godt hjulpet af forlæggeren Norman Warne, her flinke Ewan McGregor, som hun blev forlovet med.
Men dyrene får nu også liv – bogstaveligt, som animation – i nogle korte scener med ophavskvinden. Nogenlunde som i tegneserien ’Steen og Stoffer’, hvor stoftigeren er sprællevende, når drengen er alene med dén. Kærlighedskamp og smådyr forsøger Noonan så at forene i en art infantilisering af hendes og Normans samvær om fantasierne.
Tragedien rammer forholdet, og resten af Potters liv var så udramatisk velbjerget, at det kun kan blive et antiklimaks. Men det overfladiske, stedvis regulært ukorrekte frihåndsportræt er faktisk heller ikke ’den rigtige Potter’, selv om Renée Zellweger, født og opvokset i Texas, prøver med senvictoriansk diktion tilsat Bridget Jones’ krøllede mimik.
Så er Emily Watson langt mere ægte og interessant som hendes bramfri veninde Millie, søster til forlæggeren og en ægte suffraget. Men midt i krukkeriet stråler Lake Districts landskaber, i kamerapanoreringer såvel som fin akvarel – og så selvfølgelig dyretegningerne, stadig naturtro og nuttede i ét og samme penselstrøg.
fortsæt med at læse
