»Ikke mere rumba!«, siger en af de unge musikere i ’Habana Blues’, hvor der spilles rap, rock, soul og punket salsa af charmerende svingende kvalitet i gaderne og i øvelokalerne.
Forfriskende nok fortæller spillefilmen ’Habana Blues’ en helt anden musikalsk historie om Havana end den, man for nogle år siden kunne se i Wim Wenders’ succesrige dokumentarfilm ’Buena Vista Social Club’.
Dokumentarfilmen hyldede de ældre legender. Benito Zambranos film handler om unge musikere, der er opvokset med MTV og drømmer om at gøre international karriere.
Sentimentalt kærlighedsdrama
Problemet med filmen er, at den ikke blot vil berette om vanskelighederne ved at eksistere som kunstner i Cuba og om musikernes passionerede, men ambivalente forhold til deres hjemland. ’Habana Blues’ vil i lige så høj grad være et sentimentalt kærlighedsdrama.
Hovedpersonen Ruy (Alberto Yoel) er en talentfuld sanger og sangskriver, hvis hustru vil skilles. Han har forfulgt sine egne ambitioner på bekostning at sin kones. Nu taler hun om at flytte til USA med deres to børn. Imens er Ruy og hans ven Tito optaget af at gøre indtryk på spanske talentspejdere, som måske kan give dem pladekontrakt og karrieremuligheder i Spanien.
Det forringer ikke musikernes muligheder, at Ruy har en affære med en kvindelig spansk producer. Men det gør hans liv endnu mere besværligt, end det var i forvejen. Faktisk er Ruys tilværelse noget rod. Det er filmen desværre også.
