To kvinder befinder sig på bunden af hvert sit hul. I New England sidder Marilyn og sørger over sin døde teenagesøn. Marilyn er blevet kold over for sin mand, som hun bebrejder ulykken. I Dublin er Ria blevet forladt af sin mand til fordel for en yngre model. De to kvinder beslutter sig for at bytte hus sommeren over. For en stund flytter de ind i hinandens hus og liv og får derigennem en chance for at få nyt perspektiv på deres låste livssituation. I USA danser bøsserne frigjort, mens sladdertaskerne trives i det gamle Europa. Ja, så skematisk kan livets gebrækkeligheder stilles op, hvis man som i Gillies Mackinnons filmatisering af Mave Binchys bestseller 'Tara Road' fortæller uden nogen som helst ambition om at udforske karaktererne. 'Tara Road' er en feel bad to feel good-film, hvor tragedierne egentlig kun er anrettet for at lune opbyggeligt omkring det synspunkt, at kvinder er stærke, hvis de står sammen, mens mænd groft sagt kan deles op i skvat, svin og skår. Bag sin spinkle facade af litterær filmatisering er 'Tara Road' slet og ret en sæbeopera, der ikke vil andet end levere en omgang blød og uforpligtende massage af følelsesregistret. Andie McDowell kan stadig kunsten at anlægge en tragisk mine, så det ligner en reklame for et skønhedsprodukt. Heller ikke Iain Glenn eller Jean Marc Barr som henholdsvis svinet og skåret leverer skuespil over sæbeniveau. Fine skuespillere som Stephen Rea og Brenda Fricker er klavret om bord, men især Rea i rollen som den sympatiske og kloge irske restauratør Colm ser ud, som om han efterhånden har svært ved at holde masken, når han vader ind i den ene mere forudsigelige og stivbenede scene efter den anden.