Lykken er hverken gods eller guld. Penge er roden til alt ondt. Konfronteret med disse alvorstunge ordsprog fra en karsk og svunden tid, hvor smørmærker og smalhals var dagens orden, vil de fleste yngre metroseksuelle danskeres reaktion nok være noget i retning af »Hva' snaaaakker du om?!«. En naturlig reaktion fra folkedybet i en nation af spillefugle, hvor danskerne drømmer om den store arbejdsfri gevinst. Fra galopperende friværdi og pokermani til det Lotto-spil, mere end en million danskere hver uge deltager i. Her er det, Peter Schrøder træder ind på scenen med sin syrlige folkekomedie 'Lotto'. En fortælling om at vinde og tabe med helt og aldeles forskellige sind. En moralsk komedie om, hvordan det kan gå, når grådigheden stikker sit grimme fjæs frem. Hvad det let gør, når dansen om guldkalven er blevet en rask svingom for alle samfundets vindere og tabere. Søren Pilmark spiller den retskafne og uselviske Jørgen. Den uofficielle førstemand blandt kammeraterne på fabrikken. Ham, der klarer ærterne og bestyrer tipsklubben. Men også ham, der dukker nakken og i øsregnvejr kridter banen op, når holdkammeraterne bare skrider hjem til kaffe og kage. Den evigt og altid ansvarlige Jørgen. Men bag det ydmyge ydre syder og bobler det. Den snigende følelse af at have ladet sig udnytte. Af ikke at få en retfærdig behandling i livets lotteri. Hvorfor er det kun de andre, der skal have råd til at købe hus og rejse til Thailand? Men så vinder Jørgen den store gevinst i Lotto. Eller rettere, så vinder tipsklubben 3,6 millioner kroner i Lotto. Eller er det i virkeligheden Jørgens hustrus kupon, der er vinderkuponen? Den burde i hvert fald være det! Stik imod sin vanlige natur træffer Jørgen en rask beslutning og tager hul på et nyt liv. Den retfærdige fordeling af goderne trænger til et lille puf bagi. Men Jørgen opdager snart, at en af de få ting, der formerer sig hurtigere end kaniner, er nødløgne. Uanset hvordan det nu går med gevinsten, så er Søren Pilmark filmens store vinder med sit portræt af en retskaffen mand, der i et øjebliks svaghed begår højforræderi imod alle de værdier, han indtil da har forfægtet. Pilmarks stadig mere selvdesperate og jagede figur er, hvad der mere end noget andet bærer 'Lotto' igennem. Det er en film med ganske få roller. Blandt de fem arbejdskammerater på den lille fabrik er det Bjarne Henriksens godmodige buldrebasse, René, og Anders Hoves gennemsyrede pessimist, Palle, der dramatisk balancerer plus-minus-modsætningen. Nikolaj Kopernikus er den moralsk anløbne Henrik, der hurtigt bliver Jørgens fortrolige. Hvilket kun efterlader meget lidt plads til Claus Bues Ib og Thomas Bo Larsens konstant fissesnakkende Finn. Ditte Gråbøl spiller Jørgens kone, Gitte, men det er Sofie Stougaard som Henriks griske kæreste, Lone, der løber med filmens ene kvindelige stik. Med så få roller virker det mærkeligt, at flere af dem er næsten usynlige. Filmen handler om den helt store gevinst, men minder som film mere om et beskedent skrabelod. 'Lotto' er en vinder, men en vinder af de små. Jørgens kranke skæbne i den uvante rolle som lykkens pamfilius giver 'Lotto' en velfungerende kerne af satirisk folkekomedie, men på trods af en kostelig beskrivelse af en drømmerejse forvandlet til et mareridt af dårlig samvittighed er 'Lotto' blevet en stram sketch om sandhed og konsekvens snarere end en fuldfed folkekomedie.