»Shaken or stirred?« Talløse gange har man hørt det klassiske spørgsmål stillet til James Bond, inden den knastørre martini serveres. Men denne gang er svaret et andet. »Ser jeg ud, som om det rager mig en skid?«, hvisler Bond og går tilbage til det store pokerspil med livet og mange millioner som indsats. Tydeligere kan det ikke siges: Der er en ny Bond i byen, og han er fløjtende ligeglad med de hyggelige og fortrolige ritualer, der efterhånden var blevet Bond-universets primære eksistensberettigelse. Der skal startes på en frisk. Hvilket man gør ved at vælge en filmatisering baseret på den første af Ian Flemings romaner om Agent 007 fra 1953 og så placere den i nutiden, hvor den kolde krig er erstattet af krigen mod terror.
’Casino Royale’ er ellers tidligere kun blevet lavet som agentparodi med David Niven i hovedrollen. Men nu bliver den taget alvorligt, og ved at tage netop ’Casino Royale’ alvorligt signalerer man, at der skal gribes tilbage til rødderne, hvis man vil vriste James Bond ud af de frivillige såvel som de ufrivillige parodiers greb. Man må starte fra bunden, hvis man vil til tops igen.
