En prinsesse, der ikke gider hofetiketten. En lillefinger, der ikke gider holdes udenfor. En elefant uden selvtillid. Et pelsklædt rodehoved, der gør livet surt for sin ordentlige artsfælle. Et blebarn på eventyrjagt efter sin sut. En bæver med fortænder så lange, at de kan bruges til stangspring.
Seks korte animationsfilm, vist nok alle computergenererede, men i stilarter, der spænder fra flyttefilm til digital-’naturalisme’, og hver på cirka seks minutter.
I en fælles ramme præsenterer det nytænkende selskab Copenhagen Bombay hermed en afløser for det (afdøde?) initiativ Karla Kanin Bio: En biografoplevelse for de mindste, som er for få og for små til at finansiere eller forstå lange spillefilm, animerede eller ej.
Vittig surrealisme
God idé! Men selv i den erklærede målgruppe af 3-6-årige er der jo store forskelle, udviklingen tager syvmileskridt i den ende af livet.
Rikke Hallunds farveglade blebarn ’Otto’, Mette Skovs ’Lillefinger’ og Sabine Ravns ’Fjumrefant’ kan selv større vuggestuebørn – ’Pingu’-segmentet – have glæde af, mens dele af Karla Nielsens frejdige ’Prinsesse Rita’ i diskret polemik med Andersens prinsesse på ærten vil gå hen over hovedet på dem.
Og Esben Tofts pelsunger ’Kiwi og Strit’ i kamp om rod eller orden har lige så absurde overtoner som patruljefører Morgenthalers vittige surrealisme om bæveren ’Bjarnes tænder’, bygget over børnebogen i serien af hans stærkt alternative Dyrefabler.
Sans for ironiens dobbeltspil
Tre af de seks film kræver, med andre ord, sans for ironiens dobbeltspil, og dén har gennemsnitlige 5-6-årige da også masser af – skønt mange endnu hævder det modsatte.
De ’store’ vil også værdsætte rammehistoriens grotesk grimme, pruttende, skidende og bussemandspillende dukker Carsten og Gitte i biografsæderne på lærredet:
Censurfri eller snarere let adfærdsforstyrrede artsfæller til tv’s Anna og Lotte. Dolph-afhængige forældre vil juble, mens de nok er lovlig højt gearede for mange treårige. Og for mig.
fortsæt med at læse
