Vi lever i en stor og forunderlig tid, det er svært at se bort fra: Udforskningen og udnyttelsen af naturen – fra stjernekrig til genmanipulation – ligner guddommelig almagt, men uden alvisdom risikerer den jo at slå om i fatal afmagt, f.eks. af mangel på fossilt brændstof, rent vand eller sund fornuft.
Med usvækket grådighed og egoisme og samtidig adgang til universets og livets byggesten lever vi – som den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger engang sagde – med »apokalypsen som del af vores håndbagage«.
Almagt eller afmagt?
Til sådan en tid hører store og forunderlige værker – hellere end for små må de blive for underlige.
Og dén grænse læner filmatiseringen af tegneserieromanen ’Watchmen’ sig heldigvis lige præcis op ad: I en provokerende, men raffineret blanding af 1950’er-seriehefternes enfoldige patos og postmodernismens selvironi diskuterer den det særdeles reelle spørgsmål om almagt eller afmagt.
Men dette globale titusind kroners spørgsmål er pakket ind i massemediemyternes nok så overkommelige, fiktive dilemma: Er seriernes superhelte retfærdighedsforkæmpere eller skabssadistiske selvtægtsmænd?
Bigger than life
Det ’hænger sammen’ på følgende måde:
I et parallel-USA anno 1985 med superheltene sendt på pension, mens Nixon har sejret i Vietnam og fået forlænget spilletid som præsident, står dommedagsuret på fem minutter i tolv.
Den kolde krigs supermagter vipper på kanten af terrorbalancens nukleare ragnarok, og hypervåbnet Dr. Manhattan – et kvantespring af en splitternøgen, himmelblå kæmpe, bigger than life og med adgang til ekstra dimensioner og interplanetariske kræfter – er måske ved at vende sig imod både USA og USSR for selv at gribe verdensherredømmet?
Symmetriske blækklatformationer
Dr. Manhattan er den sidste aktive – efter et laboratorieuheld vel nærmest radioaktive – af den håndfuld superhelte, der engang blev tiljublet af masserne, men nu har trukket sig tilbage. Da ’Komikeren’ bliver myrdet i åbningsscenen, tror ’Rohrshach’ (hvis maske hele tiden skifter i symmetriske blækklatformationer), at det er begyndelsen til seriemord – skal de alle udryddes?
Han opsøger de andre: Dan Dreiberg, tidligere ’Natuglen’ (i Batman-lignende outfit) og Laurie Jupiter, hvis smækre figur i uniform kaldte sig ’Silkesværmeren’, en rolle hun arvede fra sin nu aldrende og kronisk berusede mor.
Dan sværmer for Laurie, men hun har været den fromme, stærke Dr. Manhattans kæreste og eneste kontakt til menneskeligt liv, før hans frelserpligter fjernede dem fra hinanden.
Et reelt dilemma
Mord- og krigstrusler smelter sammen i multimilliardæren Adrian Veidt, alias superhelten Ozymandias. Under påskud af at tvinge supermagterne til samarbejde mod en større fælles fjende stiler han mod sin egen globale enevælde.
I hans antarktiske laboratorium kulminerer striden mellem hans ’fejlfrie’ umyndiggørende fascisme og kollegernes menneskelighed – med alle de svagheder, dén har.
Altså et reelt dilemma fra vores store og forunderlige tid, forbrugskapitalismens sammenbrud og behov for regulering.
Ædruelig stramhed
Kontrasten mellem lavmytologiske seriehelte og universel etik modsvaredes i den trykte graphic novel (1986-87) af en kontrast mellem den begavede mangfoldighed i Alan Moores plot og en ædruelig stramhed i Dave Gibbons streg og billedkomposition.
Filmen rummer ikke alle seriens detaljer og forenkler slutningen lidt, men er overordnet så imponerende loyal, at Moores krav om ikke at lægge navn til virker lige så hysterisk som over for filmen efter hans serie ’V for Vendetta’.
Blændende flot
Hvor Zack Snyders forrige tegneseriefilm ’300’ (ligesom Frank Millers ’Sin City’ og ’Spirit’) var blændende flot, fascistoid sort-hvid voldsæstetik, holder han i ’Watchmen’ selvironisk de kulørte hefters stil: vidunderligt vulgær, tydeliggørende distanceret.
Men med en galgenhumor, man godt kan savne i de stilistisk ellers mere tilsvarende ’Batman begins’ og ’The Dark Knight’. 163 minutter er langt i første halvdel, men det kompenseres af forrygende tempo sidenhen, storslået production design og et intelligent kommenterende pragtscore fra Dylan over Joplin til Cohen.
Når Natuglen og Silkesværmeren smider uniformen og kopulerer til tonerne af ’Hallelujah’, er ikke et sæde tørt i rumraketten.
Skamløs underholdning
Grotesk? Uegalt? Overdrevet? Ja, bestemt – men hvem forlanger egalitet, sandsynlighed eller mådehold af Wagners ’Götterdämmerung’? Sjældent har en af tidens hybride ’tegneseriefilm’ ligget tættere på operaens sceniske gensplejsning af koncert og drama.
Kierkegaard var jo noget mismodig over det teaterpublikum, der applauderede så lalleglad ved narrens meddelelse om, at teatret stod i lys lue.
Men når Snyder hælder terrorbalancens tro og tvivl i dekonstruktionens massemedie-blender, bliver klodens forventede selvdestruktion til sublimt skamløs underholdning.
fortsæt med at læse
