At livet er en engangsforestilling, uden generalprøve eller reprise, ved vi selvfølgelig godt. Hvert minut bør leves intenst, hvis man ellers kunne – men de flestes liv bliver jo alligevel fuldt af hverdagsrutiner.
Trygge gentagelser frem for dristige eksperimenter eller bare målbevidst efterprøvning af drømme og længsler. Eller fortrængning af nuet, mens vi stræber efter et uvist mål i fjern fremtid.
Se Fujiyama og dø
Som nu den aldrende sydtysker Rudi, embedsmand hos kommunen. Han ved ikke, at han snart skal dø, men det ved Trudi, hans omsorgsfulde kone.
Så han vil bare gå på arbejde, mens hun vil, at de skal besøge børn og børnebørn i Berlin – og den yngste søn i Japan.
Se Butoh, den særprægede japanske dans, som hun altid har drømt om at lære selv. Se kirsebærtræerne i blomst. Se Fujiyama og dø.
Familien gider ikke
Dét gider han slet ikke. Men lad gå med familien i Berlin.
De gider imidlertid heller ikke, hverken sønnen med kone og børn eller datteren i det lesbiske kæresteforhold. Hvorfor dukker de gamle op uden nogen egentlig grund og midt i en travl hverdag?
Forældrene føler sig med rette i vejen og rejser i stedet til Østersøkysten nogle dage, selv om Rudi stadig hellere vil hjem til rutinen.
Før vi aner kan det være for sent
Og pludselig ophører så alle rutiner, men på en helt anden måde, end lægerne havde forudsagt.
Hvordan? Det kan ikke røbes.
Kun at vi alligevel oplever japanernes hanami, festen for kirsebærtræernes korte, overdådige blomstring.
Før vi aner, kan det være for sent at hjælpe hinanden at leve livsdrømmen ud.
Dette enkle og helt utilslørede budskab – og her er udtrykket faktisk på sin plads – bæres igennem af to store, intense præstationer:
Modig film
Elmar Wepper og Hannelore Elsner er i eminent grad parret i sølvbryllups-plus-alderen. Han tryg i sin bryske arbejdsrutine, hun uselvisk uden at miste værdig selvstændighed.
Men når en handling, som novellefilmlængde kunne have rakt til, holder to timer, skyldes det selvfølgelig også redeligt og stedvis billedskønt kameraarbejde af Hanno Lentz, der som fotograf har efterfulgt Werner Heindel, den efterhånden 54-årige instruktør Dorris Dörries afdøde mand.
Men især skyldes det jo hendes – filmens – mod til at håndtere livets mest basale smerte: at mine nærmeste skal dø, at jeg selv skal.
Paradoksalt livsbekræftende
Dörrie, der i 1985 brød igennem med komedien ’Männer’, inddrog Japan i både ’Erleuchtung garantiert’ (’Oplysning garanteres’, 2000) og ’Der Fischer und seine Frau’ (2005).
Butoh handler om, siger Dörrie selv, at »portrættere lys og skygge, fødsel og død. . . glæden bliver til smerte, før den bliver til glæde igen«.
Og deraf skaber hun så en ganske særegen film for mennesker, der selv eller gennem de nærmeste har færten af støvets år:
Dvælende i sin intensitet, paradoksalt livsbekræftende i sin besindelse på døden.
