'Fuck Boe' står der på skuespilleren Nicolas Bros røde hættetrøje hen mod slutningen af filmen 'Offscreen'. Det betyder noget i retning af 'Til helvede med Christoffer Boe' - instruktøren, som nu kommer med sin tredje spillefilm. Den seneste - og rigtig gode - var 'Allegro', takseret til fem Robert-priser. Dengang ville Christoffer Boe være ved, at han selv filmede. Nu prøver han at skyde kamera og ansvar i hænderne på sin hovedperson, Nicolas Bro, som med en temmelig stor portion mod påtager sig fiktionen med sig selv i hovedrollen for det håndholdte kamera. Film dig selv, mens du går i opløsning. Og hvad skal man mene? Spørgsmålet om dette kamera er en evig problemstilling for filmskabere, af gode grunde mere for instruktører end for publikum. Hadet og elsket. Halvfjerdsernes auteurs elskede at hade det, og de gjorde en pointe ud af at demonstrere kameraets forvirrende og negative indvirkning på filmens personer - tænk f.eks. på 'Sidste tango i Paris', hvor det slet ikke er Marlon Brando, som spiller eksistentiel hovedrolle, men den evigt fotograferende anden-elsker, som terroriserer sin forlovede. Nu er vi tilbage ved sagen, med dogmefilmen som et kærkomment memento mori. I filmen er Nicolas Bro forelsket i sin kone Lene (Lene Maria Christensen), som dog langsomt trækker sig, i en vis diffus væmmelse over den evindelige affotografering. Det er ikke vist tydeligt nok. Hun, og forholdet imellem dem, skulle have været mere i fokus fra starten, for at vi skal acceptere slutningen. Den tykke - jamen det er han jo! - Nicolas Bro - bliver mere og mere desperat over hendes afvisning. Hvordan viser man den desperation? I vore dage, som er ordfattige til det pinagtige, bliver man alkoholiseret, når man går neden om og hjem. Men Nicolas Bro er en meget bevidst og en særdeles skarpsindig skuespiller bag det fyldige ansigt og den buttede krop. Han går ind for sagen - dvs., han går ind for at spille sagen, med øl og smøger og svineri og hele den (temmelig banale) danske molevit. Nu begynder det at knibe. Bro skal altså spille en skuespiller, som ikke spiller skuespil. Det er noget vrøvl, kort sagt, og selv om han spiller fremragende, er vi på ingen måde i tvivl om, at han stadigvæk spiller. »Prøv ikke at spille, prøv at være«, har instruktøren sikkert sagt til ham mindst et par gange. Det har resulteret i den røde bluse med logoet 'fuck' ... Lene tager væk til Berlin, og en ny Lene skal fremskaffes. Det bliver Trine Dyrholm, som demonstrerer filmens desperate problemstilling i en kort og jordnær konsekvens. Hun er ikke med, hun synes ikke, hun forstår manuskriptet. Hun er konsekvent i sin afvisning: »Det duer ikke!«. Det er filmens bedste scene, dér hvor Trine Dyrholm er sig selv, og hvor hun utvivlsomt har fået besked (eller har hun?) på simpelt hen at være sig selv. I de korte scener med Trine Dyrholm er filmens bundløse problematik på spil, en afgørende streg i sandet er sat, og fra da af krakelerer eksperimentet og flader langsomt ud, mens handlingen omvendt bliver mere og mere ekstrem, voldelig, rasende, blodig, et studie i fortvivlelse, mens Nicolas Bro holder fast i sin rolle til det yderste element af destruktion. Heldigvis er der plastik på gulv og vægge i lejligheden, så blodet fra en myrdet kvinde ikke skal svine for meget. Jeg vender tilbage til mit hovedspørgsmål: Hvad skal jeg mene? Kedeligt, kedeligt, søgt - siger den ene halvdel af min hjerne. Fascinerende, trods alt, meddeler den anden halvdel krænket. Der trækkes i trådene. Der trækkes i kameraet. Men at Nicolas Bro er fremragende, skal der ikke herske tvivl om. Kameraet lyver kraft stejleme ikke, forkynder han. Vel gør det så, og vel gør det ej.