Det er pigernes sommer i dansk film. Først kom 'Råzone' og nu 'Supervoksen'. To film om teenagepigernes vilde liv, der nok kan få forældregenerationen til at ryste i bukserne. Men forskellene på de to film er nok så interessante. 'Råzone' er håndholdt realisme fra betonforstæderne, hvor pigernes problemer er mindst lige så socialt som hormonelt betinget. 'Supervoksen' foregår derimod på Aurehøj Gymnasium i Hellerup i et overklassemiljø, hvor champagneboblerne bruser, og hvor drengene er spændende, fordi de er metroseksuelle, og ikke, fordi de er rå og småkriminelle. Hvor 'Råzone' stilistisk er skrabet ind til benet og bliver båret af troværdige skuespilpræstationer, benytter Christina Rosendahl sig i 'Supervoksen' af masser af effekter, der skal placere filmen i øjenhøjde med sit publikum. Det skal være rapt som en rockvideo. Og det er det blevet, synes jeg. Men ganske som tilfældet er med en rockvideo, virker det også konstrueret. Hvilket ikke er et problem i en rockvideo, men i højere grad er det i en film om unge mennesker, som det er meningen, at man skal tæt ind på livet af. Christina Rosendahls rockvideotricks er helt legitime, men gør ikke kravene til den omgivende troværdighed mindre. Her hjælper en ikke helt overbevisende personinstruktion ikke til. Især ikke, når de unge piger opfører sig på en sådan måde, at det forekommer urealistisk (eller i det mindste stærkt bekymrende!), at man kan være så dum og alligevel blive optaget på et eftertragtet gymnasium. Eller sagt på en anden måde: Jeg tror gerne, at der ligger grundig research bag de beskrevne adfærdsmønstre, men det konkrete forløb i filmen forekommer mig fortænkt, efterhånden som handlingen eskalerer. Rebekka, Claudia og Sofie er tre 1. g'ere, der bliver enige om, at konfirmationen er meningsløs som nutidig overgangsritual. Man bliver ikke behandlet mere som voksen af dén grund. Man bliver hverken omskåret som pige eller som dreng udrustet med jakkesæt, lommeur og læreplads. I stedet opfinder pigerne deres eget ritual. Som de, tidens tone taget i betragtning, ganske logisk går ud fra må handle om retten til opfindsom seksuel grænseoverskridelse. Claudia er den første, der skal testes. Hun får til opgave at tungekysse nørden Ymer fra parallelklassen. Allerede her bliver det antydet, at uoprigtige handlinger har konsekvenser for andre end den, der kaster sig ud i dem. Det problematiske eksperiment forhindrer imidlertid ikke de tre piger i at klø på. Sjældent har man set så kvikke piger opføre sig så tungnemt. Ville en 15-årig pige fra et trygt miljø stille sig op som luder på et af Københavns mest berygtede fortove bare for ikke at tabe et væddemål? Jeg tror det ikke. Det er faktisk filmens største problem, at den tilsyneladende er 100 procent solidarisk med sine teenagepiger, men er det på en så koket og kammeratlig måde, at den reelt efterlader pigerne meget overfladisk beskrevet. Smerten og forvirringen, der hører alderen til, er trods gråd og tænders gnidsel kun strejfet. Som film ligner 'Supervoksen' selv en umoden teenager mere, end godt er. Dumdristig, med på noderne og uden respekt for de voksne, der ligner noget kidnappet fra et vokskabinet for børnefilmklichéer. 'Supervoksen' er mere vild med sine piger, end den er vild med seriøst at udforske deres følelsesliv. Men det betyder ikke, at den ikke kan appellere til sit publikum. For Rosendahls film har på overfladen både sound & vision og et stof, der trækker. Det kan vise sig at være nok. Jeg synes, det er for lidt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politiken mener Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Han har det hele: Smuk kæreste, karriere, herskabslejlighed. Men han er også en lille smule psykopat
-
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
-
Oui, hvor er det herligt med et sommerhit på et andet sprog end engelsk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Josefine Kaagaard




























