Nede i vandet bor der en havfrue, en rigtig amerikansk havfrue med lang sølvblå hale, hvor andre har ben. Skal vi nu tro det, eller er det kun et eventyr? Det skal vi tro. Et hold af ukendte skuespillere indtager scenen i 'Aquamarine' for at gennemspille en børnefilm om to piger på tretten, der er forelskede i den lokale livredder, men møder en havfrue i deres swimmingpool. Havfruen bliver også forelsket i Florida-strandens livredder Raymond og vil ikke vende tilbage til havet. Det forstår vi godt - sjældent har man set en havfrue, der mindede så meget om vor amerikanske nabos datter som landkrabbe med læbestift. Kun ganske få gange ser vi hende med den kunstige hale, der ligner en gummielastisk strømpebåndsholder fra halvtredserne. Øvrige havkendetegn? Hun har søstjerner som talende ørenringe og negle, der kan blive sølvblå. Foruden oversætternes private morskab med at sætte så megen fiske- og havsnak ind som muligt: 'Holy Disaster' bliver f.eks. til 'Bølgerne går højt'. Det gør bølgerne nu ikke. En helt usædvanlig mangel på fantasi og talent gør sig gældende, og værst af alt: vi skal tage sagen alvorligt. Når havfruen tager konkyliofonen for øret - det er mobiltelefonen - kan hun tale med fader Havmand, som er vred. Kun hvis livredderen Raymond elsker hende, kan hun slippe for ægteskab med en flynder! Og så har de unge det så sjovt, mens tilskueren slumrer ind i boblevand. De unge læser damemagasiner og prøver tøj. Der er telefon fra blæksprutten - nå, ikke? Men det kunne der have været. Livredderen er en pæn fyr, der ikke hundser med havfruen. På den anden side elsker han hende ikke. Det skyldes den fæle bitch Cecilia, som det da også går ilde. Hvordan er det blevet til en film? Hvorfor skal den anmeldes? Og hvorfor skal jeg anmelde den? De selvbestaltede små piger udspionerer havfruen. Jeg udspionerer lærredet. Ingen af delene giver andet end klamt klorvand i maven.