Broadwayhittet 'Rent' bygger som fortælling på Puccinis opera 'La Boheme'. Omplantet til en amerikansk rockmusical i aidsepidemiens skygge i New York anno 1989. Mimi har ikke tuberkulose, men aids. Musette hedder Angel og er aidssyg drag queen af puertoricansk afstamning. Sultende kunstnere på kolde lofter. Fjerpenne er skiftet ud med filmkamera og performancekunst. Meget er anderledes, men ligner sig selv. Følelserne er stadig store og tragiske. Aidsepidemien leverer en konkret tragisk ramme, men den voldsomme patos, der naturligt hører operaen til, bliver i rockregi næsten uvægerligt akavet uden et vist element af instrumental coolness. Våde øjne og læderjakke går altså ikke godt sammen. Måske på scenens distance, men ikke på film. Forestillingens budskab om at leve livet, imens man har det, og at trykke den af i nuet, imens man kan det, har en grundlæggende ungdommelig appel. Dramatisk understreget, da stykkets forfatter, Jonathan Larson, døde kun 35 år gammel få dage før premieren i 1996. Måske kunne en filmatisering være gået bedre i andre hænder. Nu har Chris Columbus anvendt sine altid kontante metoder ('Alene hjemme', 'Mrs. Doubtfire' og de to første Harry Potter-film) på et stof, der kun kunne have vundet ved en mere dristig og poetisk fortolkning. Nu er 'Rent' blevet en bastant musicalfilmatisering. Teatralsk, ikke særlig filmisk, musikalsk uspændende arrangeret og ekstremt gammeldags set i skyggen af en film som 'Moulin Rouge'. Og så er den lang. Et år varer 525.600 minutter. Det gælder om at nyde dem og bruge dem til at leve helt og fuldt i, lyder filmens 'smil igennem tårer'-budskab. De 136 minutter, 'Rent' varer, må desværre siges mest at trække i den gale retning.