Udtrykket i titlen på anmeldelsen er taget fra en gammel overtro: den, der forlader et hus uden at spise noget, bringer ulykke over huset. Og den der juleaften først holder op med at spise, skal dø inden året er omme. Huha! Begge udtryk passer nogenlunde på 'The Ice Harvest', som er en film noir, på vej til at blive farce, men så alligevel dyster og morbid nok til at fastholde spændingen og holde os på pinebænken. Det er blodig alvor. Det passer til januar, den spegede måned, hvor man slanker sig fysisk og psykisk. Først og fremmest er det isnende koldt og blåt i Wichita, Kansas, hvor advokaten Charlie (John Cusack) netop har bedraget sin arbejdsgiver for 2 millioner dollar. Dem overlader han foreløbig i sin skruppelløse kammerat Vic's (Billy Bob Thornton) varetægt - mens han selv forsøger at komme ud af Wichita med en flamme, den seje og sexede ejer af stripklubben The Sweet Cage, Renata (Connie Nielsen). Det kommer til at gå anderledes. En tid lang tror man, at filmen handler om, hvem der kan myrde hvem først. Det gør den sådan set også, på en intelligent måde, hvor replikkerne sidder sylespidst, som de skal. Filmen er ladet med gamle thrillerklichéer, som tages helt alvorligt. Mand lukket inde i tung kiste, mand som skyder vildt inde fra kisten, men som minsandten slipper ud, frelst tror vi - ak nej, han ender alligevel i den iskolde sø. Hans tommeltot er forinden smidt i vandet, men det virker nu ikke, som om han savnede den. Hvem har pengene? Billy Bob Thornton er fremragende som den kyniske Vic, der tror han har fod på alt, indtil det viser sig, at Charlie kun kommer tilbage til søen for at skubbe liget af Vic's hustru ned i hovedet på ham. Adios! En frossen dobbeltdækker. De mest bizarre og kulsorte begivenheder omkranser den uheldige Charlie, som imidlertid (som kendt mafiaadvokat) nyder godt af færdselspolitiets tjenstvillighed. Anklagen om politikorruption er også set før i thrillersammenhæng, men ikke så præcist og hurtigt gennemført som her. I midten af filmen har Oliver Platt et forrygende sololøb som fordrukken bonkammerat, væltende, tissende, fornærmende, ulykkebringende, morbid og alligevel tilgivelig som han står der og gynger ved familiejulemiddagen. En morsom og sjovt nok blufærdig præstation. Måske handler filmen om den maskuline ønskedrøm om, at der slet ingen jul findes, at Jesus aldrig var født, og at man kan gøre alt det, man aldrig kan: score penge og kvinder, forlade sit hjem og sige skråt op når man skyder. Der er noget brødrene Coen over plottet, men instruktøren hedder Harold Ramis.