Vi synes, vi kender Sverige nogenlunde, og det portræt af landet, som instruktøren Simon Staho leverer, synes også at passe: først og fremmest et koldt land, og derfor et afbalanceret, disciplineret land, hvor folk har tolerance og empati, måske fordi de ikke har kropsvarme til had og desperation. Men har de kærlighed? 'Bang Bang Orangutang' er en ærkesvensk film, men med mere temperament end sædvanligt, måske fordi det er danskeren Peter Asmussen, som har skrevet manuskript. Og herhjemme må vi gerne skabe os. Må man det i Sverige? Og er kærlighed ikke skaberi? Den succesrige forretningsmand Åke Jönsson (Mikael Persbrandt) kører hjem i sin bil, men i indkørslen til hjemmet rammer han med et pludseligt brag sin skæbne: Han kører sin lille søn ihjel. Ondskaben slår brat ned som et koldt lyn fra det hede Helvede, og fra dét sekund bliver hans skæbne et teatermønster på manden, som skal miste alt, slag i slag. Konen (Lena Olin) vil ikke vide af ham og smider ham ud af hjemmet, som om han var en morder. Han bliver fyret fra sin virksomhed, der flytter produktionen til Indien. Hans gamle forældre er bitre - nu har de endelig fået lov til at udtrykke bitterheden. Det er ikke naturalisme - det er en sædeskildring. Hans bror tager også bladet fra munden - hvad var han for Åke, før katastrofen med den lille søn skete? Høfligt ingenting. Nu får Åke uhøfligt ingenting tilbage. Og han begynder som taxavognmand og lærer, hvordan livet i Stockholm ser ud: Det er ondt. En af de bedste scener viser i et glimt, hvordan han kujoneres af en aggressiv fremmedarbejder, som sætter sig ind i taxaen og truer ham: Ved du, hvad man får ud af at parre en gorilla med en neger? Det ved Åke ikke. Svaret er: Man får en dum gorilla. Underklassen - de hedder perkerne - synes at have overtaget den svenske nedladende humor, uden at vide at aggressionerne rammer dem selv. Det kunne have været en af pointerne i filmen, at ondskab har konsekvenser for de onde som bølger, der breder sig - men det viser sig, at det ikke er Simon Stahos og Peter Asmussens ærinde. Ærindet er kærlighed. Den usikre og fortvivlede Åke ramler ind i pigen Linda, som han tager med på tur fra et diskotek. Og dette diskotek er igen fjernt, surreelt ubehageligt, aldrig set indefra eller tæt på, kun ude fra den forkomne Åkes perspektiv. Er der nogen, der hyler og slås og bruger stoffer derinde? Set fra taxaen, som han efterhånden beskytter sig inde i, er det et mystisk Helvede. Pigen Linda elsker ham ikke. Lige så glad han er for hende, lige så koldt behandler hun ham. Hendes ondskab? Igen ubelyst. Men én ting har Åke: kærligheden til sin lille datter Emma, den overlevende, som moderen har forbudt ham at se. Hende elsker han. Elsker for meget? Det er Åke-figuren, som i sit syndefald igen og igen spærres inde i sin taxabil uden mulighed for at slippe ud. Han prøver med fagter og ting - blomster, gaver til den lille hårde Linda, men intet synes at nytte. Så begynder det at ramle for den bebrillede, pæne mand. Fortvivlelsen slår endelig ud i handling. Emma skal køre bort med ham. (Emma - det ideelle, usandsynlige, gammelkloge barn, henrivende spillet af den lille Mimmi Benckert Claesson). Og her ramler det for manuskriptet, som har ønsket sig en usandsynlig løsning på et prekært spørgsmål, vi dagligt har inde på livet af os: Vi ville jo så gerne, ikke bare elske - men elskes. Kan vi det, og hvordan? Det er forfatter Peter Asmussen, ikke instruktøren, som mister sit afgørende tag i slutningen af en på mange måder god film. Filmen slutter i en naturalistisk usandsynlighed - en slutning, som jeg ikke vil røbe - og svigter dermed sit i øvrigt stærke symbolske sprog, sin egen surreelle sandhed.