John Singleton blev set som det store lys, da han i 1991 som blot 23-årig lavede 'Boyz N the Hood'. L.A.s ghettoer kom på filmens landkortet, og den mere sofistikerede newyorker Spike Lee fik selskab som beskriver af det sorte Amerika. Men siden er det ikke blevet til så forfærdeligt meget spændende fra Singletons hånd. Senest underholdning fra samlebåndet i form af 'Shaft' og '2Fast2Furious'. 'Four Brothers' er heller ikke uden evner som underholdning, men gør ikke noget afgørende for at rehabilitere Singleton fra den bløde mellemvare. 'Four Brothers' er en solid actionkrimi, hvor snevejr i Detroits nedslidte arbejderkvarterer er det mest personlige islæt i en ellers karakterforladt fotografering. Det er historien om fire adopterede brødre, der efter års adskillelse mødes i en tragisk anledning. Deres adoptivmor, som reddede dem fra en skæbne som udskud og bundskrab, er død. Brutalt skudt ned af to maskerede røvere i en kiosk. Det skal selvfølgelig hævnes. Men sagen viser sig ikke at være så enkel endda. Den sociale nedbrydning er ikke de eneste onde kræfter på spil i den døende motorby. To hvide og to sorte brødre. Man har en klar fornemmelse af, at holdopstillingen først og fremmest er dikteret af, at man på den måde har håbet på at kunne appellere til et såkaldt cross-over-publikum. Altså både til sorte og hvide. Men det er ikke nok at regne den ud. Stykket skal også give mening, og her er den største hurdle skuespillernes ujævne rollefordeling. Mark Wahlberg er en skuespiller i en helt anden vægtklasse end 'brødrene' Tyrese Gibson og Garrett Hedlund, og Sofia Vergara gør det ikke bedre i en gyselig kliché på en varmblodet latino-chick med salsa-sex i understellet. Rapperen André Benjamin fra duoen Outkast og Terrence Howard i en lille birolle som politimand gør det bedre. Helt gyselige er indslagene med moderen. En sentimental undertekst, David Arnolds underlægningsmusik kun alt for effektivt underbygger. 'Four Brothers' fungerer bedst i de mange hidsige optrin, hvor brødrenes kamp for retfærdig hævn fører dem rundt i Detroits hårdkogte miljøer. Her er der en rå realisme i stilen, der minder om, hvem John Singleton kunne have været som instruktør.