Opskrift kendt fra film og videospil: Alarm og karantæne i et skummelt laboratorium. En håndfuld læderhalse sendes ind, bedre bevæbnede end begavede. Og så går det dem som de ti små cyklister i sangen, mens vi venter på, at dræbervæsenet - eller væsnerne - omsider skal dukke op i kameraets fokus. I bedste fald er der tilføjet et stænk selvironi, en knivspids civilisationskritik osv. Ikke her! Laboratoriet på Mars anno 2046 har via et af universets 'ormehuller' direkte transport til Jorden. Rumarkæologi fungerer som dække for forsøg med genmanipulation og kromosomforøgelse, resulterende i kannibalske zombier under forvandling til hudløse, savlende superrovdyr. Påfaldende lig bæsterne i 'Resident Evil'-filmene, de nærmeste sidestykker til denne blodtørstige fantasiløshed. Karl Urban (Eomer fra 'Ringenes herre') og Rosamund Pike ('Die another day') er her de traumatiserede søskende (ikke kærester - kryds i kalenderen: en variation!). Dwayne 'The Rock' Johnson ('The Scorpion King') lægger biceps og discountordforråd til statsrockernes patruljefører. Korridormassakren i filmens sidste minutter, set hen over et geværløb, er et direkte citat fra det videospil af samme navn, der danner forlæg, og kompositionen er lige så lineær - hvis dét ord kan dække spidsroden gennem kældergangenes og kloakkernes labyrint. Kort og godt: Duum! Men det er jo nok heller ikke for det intelligente plots, den dybe følsomheds eller den visuelle skønheds skyld, nogen afsætter 100 minutter af deres liv på dét her. Formålet er vel netop at slå automatpiloten til, drive al selvstændig tankevirksomhed på flugt - gøre sig dum. Dét mål tror jeg, filmen opfylder. Stribevis af slagsen, indtaget over tid, kan måske endda sikre en varig virkning.