Med sin film 'Melancholia' viser den finske instruktør Pirjo Honkasalo, at for børn er der ikke noget håbefuldt, endegyldigt punktum for konsekvenserne af at vokse op i en krig. Det ved vi vel egentlig godt: at krig efterlader sorg, savn, had, mistillid, misforståelser og hævntørst. Og at krig kan smadre et barns sind. Men at vide er ikke det samme som at være berørt og forstå for alvor. Man kan læse mange aviser og se mange nyhedsindslag og bare gå videre i sin egen verden bagefter. Det er derimod svært at forestille sig, at man kan se 'Melancholia' uden at blive alvorligt bevæget af den gru, som krigen medfører for hvert enkelt barn. Tankevækkende nok skyldes filmens indtrykskraft, at Pirjo Honkasalo lidt firkantet sagt gør det modsatte af, hvad den propagandistiske instruktør Michael Moore gør i sine film. Moore siger, hvad han synes, man bør mene om præsident Bush eller om den amerikanske våbenlovgivning. Noget af det bemærkelsesværdige ved Pirjo Honkasalos flere gange prisbelønnede dokumentarfilm om børn af krigen i Tjetjenien er, at instruktøren ikke med ord fortæller os om krigens betydning, ligesom hun i øvrigt heller ikke formulerer sin holdning i konflikten mellem russiske styrker og tjetjenske oprørere. I løbet af filmens tre kapitler skildrer Pirjo Honkasalo i stedet konsekvenserne for børn gennem rolige billeder, gennem de mange medvirkendes forholdsvis få samtaler med hinanden og også ved hjælp af den klassiske underlægningsmusiks vemod. Først og fremmest er 'Melancholia' et billeddigt fortalt i tre adskilte kapitler. Det første afsnit handler om at længes og foregår blandt drengekadetter på øen Kronstadt, hvor Ruslands præsident Putin har oprettet en militærskole for børn, hvis forældre er døde eller ude af stand til at tage sig af dem. Længslen lyser i drengenes ansigter, men kun sjældent er det et forhåbningsfuldt savn. Voksnes krig og svigt har gjort drengene på denne her stramt disciplinerede opdragelsesanstalt alt for alvorlige. Kapitlet om at længes er i farver. Melankoliens andet afsnit om at trække vejret er i sort/hvid, og det gør kun indtrykket mere alvorligt. I farver ville det bombede Grosnijs trøstesløse ruiner befolket af kvinder, børn og vilde hunde ligne noget fra et nyhedsindslag. Set gennem det langsomt førte kameras optik bliver trøstesløsheden smertende. Den eneste nåde i det kapitel er kvinden Hadizhat Gataeva, som tager sig af nogle af Grosnijs forladte børn. Også i det tredje, farvefilmede afsnit med overskriften 'At huske' har Hadizhat betydning. Et sted i Ingusjetien 4 kilometer fra grænsen til Tjetjenien forsøger Hadizhat og enkelte andre voksne at give forladte og/eller seksuelt misbrugte børn i mange aldre noget at leve videre for. Noget andet end lysten til hævn. 'Melancholia' er politisk dokumentation fortalt poetisk. Især de to første kapitler gør oplevelsen meget slem og meget smuk.