Hvor Per Fly med 'Drabet' fik afsluttet sin trilogi i fornem stil, må man desværre konstatere, at en anden trilogi ender med at få en ganske anderledes ujævn skæbne. 'Pusher III' er klart den mindst interessante af de tre 'Pusher'-film. Hvor 1'eren havde friskhed og 2'eren decideret format, bliver 3'eren ikke meget mere end et mat appendiks. En væsentlig del af æren for 'Pusher II's gennembrudskraft skyldtes selvfølgelig Mads Mikkelsens kodyle præstation i hovedrollen. Sådan et brag kan man ikke forvente hver gang, men Mikkelsen havde også et godt råmateriale til sin rådighed. Rollen som den på næsten alle måder fortabte søn i konflikt med sin gangsterfar, spillet med massiv pondus af Leif Sylvester Petersen, havde simpelthen klassisk resonans. Et tilsvarende kraftcentrum har 3'eren slet ikke. Zlatko Buric' jugoslaviske narkohandler Milo var en suveræn bifigur i 'Pusher'-sagaen, men bliver ikke en stærk hovedrolle. Udgangspunktet er ellers præget af en sardonisk fornemmelse for skæbnens ironi. Den store narkohandler er nemlig selv endt som narkoman på afvænning. Vel at mærke uden at lægge rollen som dødens købmand på hylden. På papiret er der gang i den: Milos møgforkælede datter Miranda fylder 25 år. Milo skal selv lave maden til den store fest, men hakkekødet er råt, så alle hans håndlangere går som gastronomiske prøvekaniner i dørken med tyndskid og mavekramper. Dårlig timing, al den stund endnu slemmere gangstere har travlt med at møfle sig ind på Milos territorium. Stikirenddrengen Lille Muhammed vil forfremmes, og albanske banditter tørrer demonstrativt fødder i resterne af Milos renommé. Mens situationen udvikler sig stadig mere eksplosivt, løber Milo frem og tilbage til møder i Anonyme Narkomaner. Alt sammen på én dag. Det lyder vildt og voldsomt på papiret. Men er det underligt nok overhovedet ikke på lærredet. Der er vittige og potente scener, hvor Winding Refns talent ikke fornægter sig, men som helhed virker fortællingen distræt. Fornemmelsen forstærkes her af det håndholdte kamera, hvor også lyden dingler rundt. Pointen kan meget vel være, at Milo på afvænning logisk nok er temmelig distræt. Uanset hvor meget lokummet brænder, har han svært ved at koncentrere sig om andet end sine skærende abstinenser. Men at pointen i så fald er logisk nok, hjælper ikke så meget, hvis konsekvensen er, at man sidder i sit sæde og får et tilsvarende problem med at fastholde interessen for, hvad der foregår på lærredet. Bedre bliver det ikke af, at det simpelthen ikke er helt nemt at forstå den mumlende Zlatko Buric. Figuren er stadigvæk en original, men det bliver svært at leve sig ind i hans dilemma. Skal vi synes, det er synd for ham? Eller skal vi være ligeglade med hans skæbne? Det bliver for let at blive det sidste. De uprøvede skuespillere, der virkede så skærpende for autenticiteten i 2'eren, har i 3'eren den modsatte virkning. Lidt sært, al den stund Nicolas Winding Refns sans for at skabe intensitet i sine klaustrofobiske miljøskildringer på andre måder er intakt. På et tidspunkt kulminerer filmen i et grænseoverskridende slagteri. Når man griber til den slags krasse virkemidler, skulle det gerne være velbegrundet, men at det skulle være det i dette tilfælde, er temmelig svært at få øje på. Medmindre det handler om at få plads i gore-entusiasternes annaler. På en måde er det typisk for filmen. Hvor 'Pusher 2' åbnede sig stolt ud mod verden, har 'Pusher 3' på en helt anden måde en atmosfære af at foregå i et indforstået univers. Også 'Pusher 3' ser sej ud og ligner en vinder på plakaten. Men indholdet er mere mudret end som så.