Det var, lige før film som 'X-Men', 'Sin City' eller 'Batman Begins' havde berøvet denne verdens finkulturelle billedanalfabeter de sidste argumenter for go' gammel højrøvethed over for tegneseriemediet som 'bare noget for børn'. Men her kommer nu deres redning: Fantastic Four - filmatiseringen af tegneren Jack Kirbys og idédynamoen Stan Lees legendariske radioaktive redningskorps fra 1961. Radioaktive? Jo, for forskeren Reed Richards vil lave helbredende genmanipulation ved at udsætte kroppen for kontrolleret påvirkning fra energierne i en rumstorm ... nå, detaljerne i teorien fører nok for vidt. Ond rigmand Men da han og de tre andre rejser ud til en ond rigmands rumstation, kommer stormen før beregnet og rammer dem med fuld styrke og ret forskellige virkninger: Reed selv bliver den elastiske Mr. Fantastic med uendelig strækevne, hans fhv. kæreste Sue Storm bliver Den Usynlige Kvinde, der også kan generere kraftfelter og give stærkstrømsstød, hendes lillebror Johnny kan lave sig om til den levende ildkugle, Flammen, og hans astronautkollega Ben Grimm bliver til et orangefarvet muskelbundt med sprukken overflade af sten, Tingen, slet og ret. Rigmanden Victor von Doom må se sin hud forvandles langsomt til stål, mens hans forretningsimperium smuldrer, og hans øjesten, søde Sue, igen bliver varm på Gummimanden. Doom har god grund til sin hævntørst. Masser af cirkusnumre Havde de fire nu i stedet haft rumhunden Laika med, kunne de have kaldt sig De Fem - eller Scooby-Doo, for den sags skyld. Men den slags (selv)ironi ligger desværre instruktøren Tim Story og hans storywriters fjernt. Man skulle tro, de selv havde sat elastik i manuskriptet, for vi skal ikke blot igennem de langtrukne forvandlinger, men også rivaliseringen om den strømførende Sue og Tingens ægteskabelige tragedie plus diverse redningsaktioner uden forbindelse til hovedplottet, før vi omsider når frem til det opgør med Doom, der mere ligner en stribe cirkusnumre end afværgelsen af dommedag. Nutidspublikummets forventninger til pulverisering af storbyer kan altså ikke tilfredsstilles med en enkelt knækket brandhane. Men den barnagtige loyalitet over for serieforlægget har da sine fordele: Her er vi fri for alle de psykologisk og socialt dystre træk af menneskeheden fra de mere ambitiøse superfilm. Doom er slet og ret ond - og rigtig godt spillet af Julian McMahon, Hollywoods svar på Michael Carøe. Også Michael Chiklis (bedre kendt som tv-Krimissæren Tony Scali) er glimtvis bevægende sørgmodig bag Tingens granitoverflade, og som Flammen har Chris Evans unægtelig en vis øretæveindbydende ildhu. Jessica Albas gevaldigt blondineegnede kyssetøj passede bedre i 'Sin City' end til den strømførende videnskabskvinde her, og Ioan Gruffud (tv-seriens Hornblower) er ærlig talt mere gummi end mand. Summen er en lang og lovlig ligefrem stribe af mildt underholdende actionepisoder, der lugter langt væk af forretningsmæssig kløe efter at lave en toer, treer og firer. De kan godt tåle at blive mere fantastiske.