Computerteknologien har gjort det muligt at lave film, hvor tegneseriernes superhelte livagtigt kan folde sig ud med alle deres superkræfter i behold. Spiderman & co. har udgjort et gevaldigt boom for filmindustrien. De kulørte helte er populære publikumsmagneter, og de kulørte hæfters seriementalitet er blevet konverteret til en enormt indbringende pengemaskine for Hollywood. I denne genre kræves der ikke argumenter for at lave 2'ere og 3'ere. Det er en selvfølge. Man kan med nogen ret hævde, at filmens superhelte har efterladt deres tegnede ophav dinglende i en tråd tyndere end Spidermans på en dårlig dag. Men filmatiseringen af Frank Millers 'Sin City' er et helt nyt kapitel i fortællingen om filmens annektering af tegneserien. Miller har med sin dystre, nocturne opdatering af Batman gjort sit til at gøre den amerikanske tegneserie interessant for et voksent publikum. Men hans store opus 'Sin City' er et værk af en ganske anden karakter. Her er ingen superhelte. Kun supertabere, superslibrige slyngler og supersexede strigler. Som ikke engang er de sande hovedpersoner. 'Sin City's 'hovedperson' er på en måde Frank Millers sort-hvide æstetik i skildringen af en dødsensfarlig storbys kannibalistiske organisme. Det er den mest brutalt tænkelige pulp kombineret med en muskelsvulmende tatovørs billedgalleri og en sort-hvid æstetik uden gråzoner, som vel kun Hugo Pratt i 'Corto Maltese' har dyrket med en tilsvarende konsekvens. Her er sort sort og hvid hvid. I en grad så begge dele er på kanten til at opløse sig selv i en abstraktion. Med Frank Miller selv i stolen ved siden af har Robert Rodriquez instrueret med Millers tegnestil 'oversat' til en slags realfilm som det helt afgørende. Stilistisk er 'Sin City' blevet en banebrydende tegneseriefilmatisering. Dens mærkværdigt blanke og glødende sort-hvide univers isprængt splinter af knaldgul og blodrød ligner simpelthen ikke noget, man har set før. Computeranimationen er brugt til at skabe et look, der gør 'Sin City' til et enestående stykke visuelt design. Man går ind i en ny verden med øjnene. Den er ikke køn, men den er godt nok flot! Denne by uden nåde og normalitet. 'Sin City' har ingen indbyggere, kun karakterer. Her er magten og lysten alt, livet ikke en nikkel værd. Ryggesløse forbrydere, hårde drankere, strippere, ludere, amazoner og offerlam. Pansere, der enten er luvslidte romantikere eller bundkorrupt halehæng til plumrådne politikere. I denne sort-hvide kulisse færdes en række kraftige skabninger. Mickey Rourke er den muskelsvulmende desperado Marv med næsehornsprofilen. En mand, der vil gå gennem ild og vand for luderen, der blev myrdet, mens han sov. Og får sin vilje. Bruce Willis er den udslidte panser, der med pensionen halvvejs nede i lommen og byens sidste hjerte humpende i brystkassen ofrer alt for at redde en lille pige fra en pervers morder. Clive Owen er privatdetektiven Dwight, der må sande, at gaderne i 'Sin City' er et morads belagt med moralsk hængedynd og dødsfælder. Af de tre står Rourkes primitive elsker og endnu en stilfuld præstation fra Owen stærkest. Er 'Sin City' på sine konsekvente visuelle præmisser en film i en klasse for sig, har den til gengæld andre problemer. Det går ikke særlig godt med at postulere en form for sammenhæng mellem de tre ultravoldelige historier, medmindre man slår sig til tåls med, at storbyens brutale favn ikke kun i overført betydning er hovedpersonen. Det ulmende og statiske, der giver tegneserien 'Sin City' en ærefrygtindgydende, ulmende kvalitet, bliver langt mere banalt konverteret til en serie action-sekvenser. Tegneserien giver en ro og plads til selv at digte videre på karakterer og situationer, som der simpelthen ikke er åbnet mulighed for i filmens hårdt pumpede univers.