Er livet komisk eller tragisk? Betragter man det udefra, kommer det i høj grad an på synsvinklen, er Woody Allens pointe og udgangspunkt i 'Melinda and Melinda'. Det afgørende er fortællerens temperament og de valg af optik, der udspringer derfra. For en instruktør, der så ofte har lavet grinagtige komedier om seksuel frustration og dødsangst, er spørgsmålet ekstra relevant. Især for en komisk instruktør, der i mange år var stærkt tiltrukket af den rene tragedies hårde linjer og realiserede Bergman-ambitionen i 'Interiors' i 1978. Siden 'Sweet & Lowdown' (1999) har Allen dog i de senere år overvejende dyrket komikken i den lette ende. Det har ikke været kedeligt, men man har set film som 'Curse of the Jade Scorpion', 'Smalltime Crooks' og 'Anything Else' med en fornemmelse af, at Allen primært holdt gryden i kog på fornøjelig facon. Her markerer 'Melinda and Melinda' en velkommen tilbagevenden til en mere substantiel udgave af begrebet en Woody Allen-film. Tragisk eller komisk? Woody Allen stiller sig selv spørgsmålet. 'Melinda and Melinda' er hans tveæggede svar. På en restaurant i New York diskuterer to skuespilforfattere Allens spørgsmål. Max skriver dramaer. Sy komedier. Det udvikler sig til en leg. De forestiller sig begge to, at en smuk og frustreret kvinde, Melinda, uanmeldt kommer brasende ind midt i et middagsselskab. Hun er et gammelt bekendtskab, men hendes ankomst er i begge tilfælde højst ubelejlig. I den ene lejlighed har instruktøren Susan og hendes frustrerede skuespillermand således inviteret en rig producent til middag i håb om at få finansieret Susans film 'The Castration Sonata'. God mad og vin og smalltalk får millionerne til at rulle lettere. I begge historier afbryder Melinda et vigtigt middagsselskab, men herfra går fortællingerne i hver sin retning. De følger hver sin dramatiske logik. Et stykke af vejen. For bagved står jo Woody Allen, og hans sande natur kan han ikke helt skjule. I længden bliver også det tragiske drama mere komisk end tragisk, mens smilet ikke tilsvarende stivner i komedien. Tragedie eller komedie - i sidste ende løber Allens onelinere uundgåeligt med laurbærrene. 'Melinda and Melinda' er en vittig og tankevækkende konstruktion med et meget veloplagt ensemble. Saturday Night Live-komikeren Will Ferrell er stand-in for Woody Allen, og dén opgave løser Ferrell, som om han var Woody i dobbelt størrelse. Australske Radha Mitchell ('Finding Neverland') er en dramatisk og nervøs femme fatale i den dobbelte hovedrolle, mens Chloë Sevigny som Laurel understreger, at hun er en af de mest egne unge skuespillerinder p.t. Arenaen er Woody Allens velkendte. 26 år efter filmen af samme navn et efterhånden næsten tidløst 'Manhattan', hvor de vittige, de velstående og de vægelsindede mødes og skilles, tiltrækkes og frastødes over gode middage og diskussioner om kunstens væsen. Alt mens Duke Ellingtons musik spiller i baggrunden i et efterhånden næsten mytisk univers, når Allen som i 'Melinda and Melinda' bare er på hjemmebane.