Tonny kommer ud af fængslet med 'RESPEKT' tatoveret i nakken. Men man skulle snarere tro, der stod 'IDIOT' på ryggen af ham. For respekt er det sidste, han får, da han vender tilbage til sit gamle miljø, hvor pengene er lige så sorte, som kokainen er hvid. Det bløde punkt Ingen respekt fra bandelederen Smeden, der i tilgift er Tonnys far. Heller ikke andet end grovfilen fra Charlotte, der påstår, Tonny er far til hendes unge. Tonny er en omvendt Midas. Alt, hvad han rører, forvandles fra guld til lort. Tonny er for dum, og det er ikke hans eneste fejl. Han vil respekteres som hård negl, men bag tatoveringerne og pornoreplikkerne har han et punkt så blødt som smør. Tonny er en lille dreng, der er blevet en stor uden at have fået kærlighed. Da han tøvende nærmer sig sin nye faderrolle, bliver han konfronteret med sin fars varme følelser. For andre. Et forsinket oprør For Tonnys 10-årige halvbror. For vennen Ø, der er mere tjekket end Tonny. Tonny er parat til at hoppe Amager rundt på tungen for et kærligt ord, men får højst tilkastet et ben fulgt af et los i røven. Et forsinket oprør ulmer uformuleret i Tonny. Og så kan det, der til at begynde med ligner gangsterromantik i overhalingsbanen, udvikle sig til en regulært sjælerystende forestilling, der med københavnske kødhoveder på rollelisten udfolder et drama i pagt med både den græske tragedie og 'Godfather's neo-Shakespeare. Brutalt vellykket At Nicolas Winding Refn instruerer en 'Pusher II' (og 'Pusher III' følger) efter 'Bleeder' og den kommercielle katastrofe 'Fear X', ligner en idé udsprunget af desperation eller kynisme. Men lavet med kniven på struben blæser 'Pusher II' alle betænkeligheder ved en 2'er undfanget af gustne motiver ad hekkenfeldt til. Det er en brutalt vellykket film. Refn jager stiletten dybt ind i et betændt miljø, og det er ikke rare ting, der vælter ud. Men bortset fra et kortvarigt gensyn med Zlatko Buric er der ikke tale om sjove drengestreger for samspilsramte voksne. Dybere Var den første 'Pusher' et kick og et rush, så er 'Pusher II' en langt dybere affære. Det er stadigvæk et rush, men tilstanden er en anden. Nervøs. Spændt til bristepunktet. Noget i menneskedyret kan ikke længere rummes i sin ham. Er det dyret eller mennesket, der vil slippe ud? Denne tikkende tilstand spiller Mads Mikkelsen med få ord og rastløst kropssprog frem til en stor og modig præstation. Vi er langt fra dansk films normalparade af slagfærdige drengerøve og hverdagselskere. Tonny færdes i et miljø, der på alle måder er hård porno. Selv til en familiefest er der bestilt stripper med barberet mis og nysmurt stearinlys. Den tyranniske faderfigur, Smeden, bliver spillet med sjælsråhed af en sorthåret Leif Sylvester Petersen, der effektivt er castet op imod sin vante gemytlighed. Nye ansigter Ellers er der overvejende klogt satset på ubrugte ansigter. Det forstærker fornemmelsen af at være trængt ind i et ukendt miljø. Bortset fra en introduktionsmonolog, der skurrer en anelse af instruktørens svaghed for det prætentiøse, har filmen hele vejen igennem en pågående virkelighedsfornemmelse. Både vold og humor er anvendt med stram økonomi. 'Pusher' var ung og vital. 'Bleeder' en dristig, i sidste ende umulig kombination af opulent dramatik og følsom indlevelse. 'Fear X' - fokuseret, modig og introvert. Drama for voksne Med 'Pusher II' tager Nicolas Winding Refn sit eget rå ungdomsunivers og forvandler det til et knugende intenst drama for voksne. Det er hans klart bedste film til dato. Man kan næsten høre puppen briste.