Forholdet mellem de to digtere Sylvia Plath og Ted Hughes har igennem årene været udsat for megen gransken og hidsig debat. De mødte hinanden i 1955 som unge og håbefulde poeter i Cambridge. Først senere skulle det vise sig, at Plath blev en af det 20. århundredes mest læste kvindelige digtere, mens Hughes i 1984 blev udvalgt til poet laureate, hofdigter, af den engelske dronning. Det var en stormfuld og fatal kærlighed mellem den psykisk skrøbelige amerikanerinde og den mere vulkanske brite. Sylvia Plath begik selvmord i 1963, da forholdet bl.a. som følge af Hughes' utroskab gik i stykker. I mange år var Hughes skydeskive for hadske angreb fra feminister, der ophøjede Plath til et ikon, et offer for mandsdominans. Hughes tav. Indtil han kort før sin død udsendte samlingen 'Birthday Letters', der består af digte skrevet om og til Sylvia Plath. Christine Jeffs 'Sylvia' er en beundringsværdig afbalanceret fremstilling. Selv om tyngdepunkt og sympati er placeret hos Plath, indgår 'Birthday Letters' klart nok i sagsfremstillingen. Hughes er ingen skurk. Vist er han utro, men at utroskaben bliver en realitet og en skæbnesvanger begivenhed, tilskrives i næsten samme mål Sylvia Plaths voldsomme jalousi og maniodepressive væsen. 'Sylvia' skildrer et kompliceret forhold, hvor jalousien både handler om kærlighed, kunst og kønsroller. Sidstnævnte er med til at fange Plath i et klassisk dilemma. Så længe parforholdet er lykkeligt, kan Sylvia ikke skrive. Selv om Ted presser på, søger hun tilflugt i rollen som kagebagende husmor. Da først børn, skrig og skrål bliver en realitet, klapper fælden. Eller gør den? Christina Jeffs kamp for at dele sol og vind lige, har den hage, at fremstillingen også på dét punkt bliver noget uklar i pointerne. Biografiske kunstnerportrætter er en problematisk genre. Det er svært at få både livet og værket med. I 'Sylvia' får man så få glimt af de to digteres skrivekunst, at man i for ringe grad mærker den mere præcise karakter af deres drivkræfter og drømme, dæmoner og depressioner. Gwyneth Paltrow og Daniel Craig er begge udmærkede, men må famle lidt for at finde deres fødder i en fortælling om kunst, kønsroller, sindslidelse og kærlighed, der i sin sympatiske bestræbelse på ikke at fremstå polemisk bliver lidt fattig på dramatiske tyngdepunkter.