Også i Norge er der et kæmpestort publikum til veldrejede hverdagsdramaer, der berører aktuelle problemer. For kvikt at forlade dem igen med et lunt smil og et let hjerte. Sådan en koselig komedie er instruktørdebutanten Morten Tyldums 'Buddy', som er blevet set af 250.000 i Norge. En varm og vittig oplevelse af genkendeligt ungdoms- og forstadsliv fortalt med nydelig norsk accent ikke blot sprogligt, men også i valget af locations og underlægningsmusik. Det specifikt norske er entydigt noget af det charmerende ved 'Buddy', som handlingsmæssigt lige så godt kunne udspille sig uden for København eller Stockholm. I kvarteret Tøyen i Oslo deler tre unge fyre en lejlighed. To af dem er både venner og arbejdskammerater. Hver morgen humper de af sted i en ramponeret varevogn for at klistre byen til med plakater, der reklamerer for tøj, tv-shows osv. Den tredje beboer i lejligheden er en lidt overvægtig og meget usikker webdesigner, som aldrig bevæger sig uden for kvarteret. Han sjosker de få meter til Tøyen Centret for at handle, men er rystende angst for at tage længere væk. En anden af de tre fyre ser og filmer helst sin omverden gennem et videokamera. En kommerciel tv-kanal får fingre i et af hans bånd, og pludselig har de tre mere og mindre utilpassede venner job som pauseindslag på norsk tv. Drengenes hjemmeoptagede sitcom fra virkeligheden i Tøyen bliver en kæmpesucces. Som får problematiske konsekvenser. 'Buddy' behandler både alvorlig social angst, forelskelsens forviklinger og tv-mediets hunger efter nye ideer og helte med nøjagtig så megen psykologisk troværdighed og filmisk finesse, at komikken får en snert af tragedie. I sammenligning med danske Regner Grastens ungdomskomedier om karaktererne Anja og Viktor, er der meget mere at hente i 'Buddy'. Uden at den aktuelle norske film nogensinde bliver afgørende væsentlig ligesom svenske Lukas Moodysons film om unge. 'Buddy' er stedvis rammende, tidstypisk satire. Men den er mest for sjov. Og fungerer godt som sådan.