De stride serbere, de lede letter, de knaldhårde kinesere, de rårygende rastafarier samt de dumme danskere. Sidstnævnte bande skal stjæle en container, men stjæler den forkerte. Så bliver kineserne sure over at miste deres fineste silke, mens letterne bliver rasende over at miste deres hårdere stoffer. Serberne og de sorte slyngler ser deres snit til en hurtig gevinst. Eftersom den dumme danskerbande er identisk med de klodsede gutter, den korrupte strømer Jens spiller fodbold med, føler han sig forpligtet til at redde deres skind. Spillet er i gang. Men der mangler noget, for at 'Den gode strømer' skal kunne komme i mål som uforpligtende og respektløs voldskomedie. Når charmen mangler i Lasse Spang Olsens tredje film fra det humoristisk-amoralske småforbryder-univers, skyldes det ikke rollelisten. De kendte drengenavne står i kø for at lege politi og røvere; Thomas Bo Larsen, Robert Hansen, Nicolas Bro, Nicolaj Coster-Waldau og nu også Aqua-René. Kim Bodnia i den altdominerende hovedrolle som Strømer-Jens har stadig en respektindgydende præsens på lærredet, men der er mere brovten end farlighed i figuren og 'fuck dig'-humoren falder tungt og monotont. At dobbeltspilleren Jens skulle befinde sig i et dilemma, er ikke noget, man får en reel fornemmelse af. I stedet har man indlagt en parodi på Jens som tv-offer på jagt efter sine biologiske forældre. Men selv om adoptivbarnets jagt på sine rødder bliver spejlet i hans pylrede omsorg for bandemedlemmet Thomas' højgravide kæreste, Louise, forbliver det unægtelig noget af et postulat som motivationen bag en strømers korruption. Drengerøvsbanderne hærger dansk film værre, end de hærger Vollsmose. Men 'Den gode strømer' har ikke opdaget, at overliggeren er blevet hævet betragteligt af 'Blinkende lygter' og 'Rembrandt'. Også op til Spang Olsens egen 'I Kina spiser de hunde' er der et godt stykke. Den havde manuskript af Anders Thomas Jensen, og det er ikke mindst hér, hunden ligger begravet. Som manuskriptforfattere mangler Lasse Spang Olsen og Kim Bodnia i fatal grad Anders Thomas Jensens sans for replik og evne til at gøre en lille bifigur stor. Et stramt styret tempo tæller på plussiden, men uden replikker og uden voldsomt interessant action bliver det grumset fotograferede forsøg på at vride nyt liv ud af den kinesiske recept et eksempel på, hvordan man kommer fra frisk til flad på et øjeblik. Synes man, at filmens punchline »Jeg sku' bare skaffe en arm!« er helt vildt grineren, vil man muligvis more sig over 'Den gode strømer'. Det kræver dog, at man målt med filmkvalitets-alen kan leve med at få fingeren snarere end hele armen.