Med 'Nede på jorden' fortæller den danske instruktør Max Kestner og filmens medvirkende en værdifuld dansk samtidshistorie, som hverken nyhedsmedierne eller filmmediet normalt formidler - en dokumentarfilm om og med nogle ansatte på Esbjergvirksomheden Viking, der producerer redningsflåder, men hvor ledelsen, i løbet af filmen, beslutter at flytte en del af produktionen til Thailand. Handlingen foregår i slutningen af 2001 og i begyndelsen af 2002, men kunne lige så godt udspille sig i disse uger. For det er hverdag i Danmark, at virksomheder rykker hele eller dele af produktionen hen til steder, hvor omkostninger på alt muligt, inklusive personale, er mindre. Og derfor er det også hverdag, at ansatte mærker risikoen for fyring løbe som isninger ned ad rygsøjlen. Til gengæld er det ikke hverdag at se nogen fortælle om den form for fyringssæson på den måde, som Max Kestner og de medvirkende i filmen griber det an. Hverken i nyhedsmedier eller i spillefilm er det almindeligt at opleve, at nuancer i virkeligheden får lov til at fylde i fremstillingen, som det sker her i fortællingen fra Esbjerg. Det er ingen forstemmende dokumentarisk film, hvor en reporter får fabriksarbejdere til at gøre rede for deres ængstelse for fremtiden og dagligliv i nutiden. Max Kestner lader i stedet Diana Henningsen, Henrik Tobiesen og de andre hovedpersoner tale, især med hinanden, men også med ægtefæller, tillidsmand, decembermånen og den lyserøde januarhimmel, så man kommer tæt på dem og hurtigt kommer til at holde af dem. Det sidste er der flere grunde til, men særligt én stikker ud. Hvis der er noget, denne film dokumenterer, så er det arbejdsfællesskabets betydning for de medvirkende. Det kan godt være, at de ikke taler om solidaritet. Til gengæld eksemplificerer de ordet i deres omgangstone og i deres håndtering af fyringstruslen. 'Nede på jorden' er ikke en film, der gør noget større, end det er. Hverken de uundgåelige ægteskabelige skærmydsler eller glæden ved den daglige trummerum på fabrikken. Til gengæld gør filmen heller ikke noget i de medvirkendes dagligdag mindre. Det er varmen mellem to ægtefæller, der giver en samtale om at sætte lyskæde på et birketræ i december mening. Det er lige så meget de uudtalte som de formulerede sætninger mellem to kollegaer, der gør det vigtigt og rigtigt at se dem følges ad frem og tilbage på arbejde. Dag efter dag. Både det sagte og det usagte fortæller her et væld af rørende, sjove, barske og mest af alt levende historier, mens vi følger den store fortælling. Der er en historie om at længes væk fra hverdagen og vælge at blive der alligevel. Der er en anden historie om at være mand og kone og tage til hovedstaden sammen for første gang for at opleve fortryllelse og samhørighed ved synet af et julepyntet Tivoli. Og en tredje historie om at være tre kollegaer, der deler et dagligt skrabelod og pludselig en dag får gevinst. At det så kun er 100 kroner, er egentlig ikke afgørende. 'Nede på jorden' er en smukt filmet og respektfuldt instrueret film, der får virkeligheden til at se lige så brutal og fantastisk ud, som den er.