'Tæl til 100' er den tredje danske ungdomsfilm inden for ganske kort tid. Først kom den lune 'To ryk & en aflevering' om jyske fodbolddrenge. Dernæst den nærgående socialskraber 'Bagland' af Anders Gustafsson. Og nu altså 'Tæl til 100', der også rubriceres som en ungdomsfilm, selv om den er noget uklar som genrefilm. 'Tæl til 100' er et socialrealistisk drama i lyrisk billedstil med en ung hovedperson. Nemlig teenageren Thomas, som sammen med sin mor konstant er på flugt. Et liv i evig frygt for, at Thomas' voldelige far skal finde dem og endnu en gang gennembanke moderen. Mange teenagere er rodløse, men Thomas' rodløshed er ikke bare et udslag af ungdommens eksistentielle usikkerhed. Han kan simpelthen ikke tillade sig at slå rod blandt andre unge. For næste morgen kan han være væk igen. På flugt igen. Med sin bagage af nervøsitet og hemmeligheder. Skildringen af dette provisoriske liv i frygt og bæven virker helt ægte. Frederik Paarup og Julie Carlsen er som Thomas og hans mor Anna filmens autentiske og velspillede omdrejningspunkt. Det er, når blikket flytter sig væk fra de to, at 'Tæl til 100' viser svaghedstegn. Også selv om de unge Sara Olsen og Rumle Sieling Langdahl som Thomas' nye klassekammerater Helene og Jonas også spiller fint lige ud ad landevejen. Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Linda Krogsøe Holmberg har det sværere med de 'rigtige' skuespillere. Troels Lybys klaverspillende bondeknold Lars er så uforklaret en figur, at Lyby kun kan fremstille ham som éndimensional flinker fyr. På modsatte fløj står Anders W. Berthelsen, der underspiller sin faderrolles psykopat i én grad, så det ligner regulært overspil. Men det er måske ikke så sært, de har svært ved at finde balancen i en film, der både vil det komplekse og det forenklede. På den ene side er det en film om angst og hustrumishandling fortalt i mørke, kornede billeders udprægede voksenæstetik. På den anden side er der en historie om unge mennesker, spirende forelskelse og rockmusik. Logisk hænger de to historier fint sammen, fordi drengen i midten, knægten i klemme, af Frederik Paarup bliver fremstillet med så fin en sans for situationens dilemma. Men æstetisk bliver ungdomsfilmen i 'Tæl til 100' en slags gidsel for en særdeles seriøs voksenfilms kunstneriske udtryk. I modsætning til 'Bagland' og 'To ryk' er der næppe meget visuelt i 'Tæl til 100', der af målgruppen vil opleves som værende henvendt til dem. Som et forsøg på at lave et følelsesmæssigt og poetisk stærkt udtryk er 'Tæl til 100' ambitiøs. Som produkt er den et paradoks. Livlig rockmusik af Stripclub Junkies, tunge billeder af moderens desperation, ungdomsflirt og det naturlyriske syn af stære i sort sol er simpelthen meget svært at rumme i samme film. Især da en film, der er så lille som 'Tæl til 100'. Her tænkes ikke kun på den korte spilletids blot 82 minutter. Linda Krogsøe Holmberg er udsprunget af Super 16-miljøet, hvor hun har gjort godt indtryk med sin kortfiktion. 'Tæl til 100' gør på sæt også et stærkt indtryk, men det er, som om hele filmens kropssprog stadigvæk tilhører kort- og novellefilmens anderledes spinkle og knappe fysik.