Eventyret om Ringenes Herre er fortalt til ende. Ringen er sluttet. Trilogien tilendebragt. Lad dig i 'Kongen vender tilbage' atter føre med til en verden uden sex og samfund. En verden, hvor ironi, kitsch og splatter er begreber uden betydning. En verden af ridderlighed uden liderlighed. En verden hvor du kan være bedøvende ligeglad med, om orkerne har haft en dårlig barndom. Hvor sociologi og psykologi er erstattet af skæbnetro og magi. Men også en verden, hvor Ragnarok står for døren. For J.R.R. Tolkiens eventyr er slet og ret et heltekvad. Med indlagte hyggestunder i stort og småt en hyldest til det heroiske i mennesket. Uanset hvor håbløst et mørke, det må konfrontere. Nu er det heroiske jo ikke det, der i påfaldende grad synes at præge det moderne menneskes rejse fra vuggestue til plejehjemmets bækkenbund via indkøbene i Netto og charterturene til Thailand. Men det heroiske rammer en forsømt nerve. Brystet svulmer, når man i Peter Jacksons filmatisering af 'Kongen vender tilbage' ser forsvarerne i hjelm og brynje sidde til hest foran Gondors porte, parate til kamp mod det ondes horder, der truer med at opsluge deres liv og familier i en stormflod af død og ødelæggelse. Ligesom man sidder med hjerteklumpen i halsen, når de to ukuelige hobbitter Frodo og Sam ofrer ikke blot racens notoriske magelighed, men sætter liv og lemmer på spil for at nå frem til mørkets hjerte i Dommedagsspalterne. Allerede i 1830'erne forudså den skarpsindige franskmand De Tocqueville efter en rejse til Nordamerika, at et fremtidens samfund domineret af Amerika og dets dengang unge demokrati ikke, som nogle frygtede, ville ende i en ensartet grå grød, men snarere i en umådeholden dyrkelse af overspændte fantasier. Man kan vist roligt sige, at den gode franskmand på langt sigt kiggede fremtidens Hollywood i kortene. Men det har også sine lyse sider. I biografmørket bliver vi indimellem tilbudt en helle, hvor vi igen kan få lov til at få fortalt eventyr, der uden kyniske bagtanker hylder den enkleste modsætning i tilværelsen. Kampen mellem det gode og det onde. Idéen om en grundlæggende kamp mellem det gode og det onde, er gift for enhver form for psykologi og politik. Men det er samtidig den urgrund, hvoraf hverdagsheroismen udspringer. Hvis man kan måle en mytologisk nødvendighed på efterspørgslen, har filmatiseringen af Tolkiens heltekvad været hårdt savnet. Alene i kraft af sin størrelse som begivenhed har 'Ringen' tårnet sig op. Gennemslagskraften har været enorm. På trods af at der er tale om en spændingsfilm, hvor velsagtens langt de fleste på forhånd kender enden på historien. Men var succesen for Jacksons triptykon af en eventyrfilm nu også så uundgåelig i Quentin Tarantinos cool-ironiske tidsalder? Jeg synes, man må konstatere, at projektet er blevet forløst bedre, end man i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. På forhånd lignede det halsløs gerning. Næppe noget andet værk i det 20. århundrede har givet så mange mennesker deres helt egne indre billeder af en verden bygget op helt fra bunden af ord og fantasi. At Tolkien forærede hver eneste læser sin egen verden, som man kunne færdes i, opslugt fra første til sidste side, er af hans læsere blevet opfattet som en enestående gave. Det er et meget stort spring at gøre det til en fællesoplevelse, men Peter Jacksons visualisering af Tolkiens univers har i ordets mest omfattende forstand været fantastisk. To nøgler fik magien til at materialisere sig. For det første Jacksons indlevelse i universets ånd og figurer kombineret med modet til at skære igennem, når det var nødvendigt. For det andet computerteknologien, der med denne film når et niveau, hvor enhver fantasi kan visualiseres efter fortjeneste. Hvis ikke det fantastiske havde været troværdigt, ville projektet ikke have fungeret. Så enkelt kan Jacksons triumf defineres: Fantasi og teknologi. Men de træagtige enters ufrivilligt komiske fremtoning i angrebet på Sarumans højborg i 'De To Tårne', mindede om, hvor skarp en knivsæg, Jackson reelt har balanceret på, når forestillingskræfterne skulle mane orker, uhyrer, elver, trolde og drømmesyner ud af ordenes forførende tågespind. Tabet i enhver filmatisering af en kendt og elsket bog vil altid være læseoplevelsen. Man sidder ikke med tekoppen inden for rækkevidde og mærker billederne folde sig ud mellem ørerne. Man får billederne lige i synet. Billeder man må acceptere eller afvise. Billedkvaliteten i trilogien har været uafviselig. Som fortælling har problemet snarere været kvantitativt. Der er trods alt grænser for, hvor lange film man kan lave, men på trods af en samlet spilletid på mere end ni timer, må man konstatere, at filmen - for det er jo reelt én film i tre afsnit og ikke tre enkeltstående værker - snarere har været for kort end for lang. I 'Kongen vender tilbage' går det over stok og sten i 3 timer og 21 minutter. Det er nu, slaget skal slås. Det store opgør mellem alle gode kræfter og Mørkets Herre, Sauron. Pilene flyver, bliderne skyder og vældige olifanter fra landene mod syd tramper trompeterende rundt på folk og fæ. For at få plads til det storslåede drama, har man til dels måttet ofre de gode hyggestunder og de små detaljer. Fornemmelsen af at begivenhederne foregår på et bagtæppe af dyb evighed, en brønd af uendelig mytologisk tid, mangler. En trist omkostning er også ofringen af fylden i persontegningen. I bøgerne står de truede herskere Theoden og Denethor som dybe kontraster. Den menneskelige værdighed, der til syvende og sidst giver Aragorn hans værdighed som konge, må man gætte sig til i Viggo Mortensens mere blide end vejrbidte mimik. Ringen er blevet et action-eventyr med tryk på både action og eventyr. Det er også gået ud over Tolkiens eneste kontante ideologiske mening med at fortælle eventyret - nemlig hans bekenden sig til maskinstormernes filosofi. Central er kontrasten mellem troldmanden Sarumans destruktive maskineri og Tolkiens 'idealstat', hobbitternes Herred, hvor man lever som på landet i en idylliseret udgave af det førindustrielle England. Den kontrast er forsvundet fra 'Kongen vender tilbage', og dermed er en vigtig del af konteksten også borte. Saruman er i 3'eren smidt ud af filmen og så fremstår 'De To Tårne' på en måde som en gigantisk indskudt sætning. Ikke desto mindre synes jeg, at Jackson dramaturgisk igen har gjort det rigtige. Skåret koldt og dybt, når det var nødvendigt. Som konsekvens får fortællingen nu ét stort dramatisk klimaks fulgt af en gyldentonet udblænding. I denne vemodige belysning kan man så glæde sig over alle de utrolige skabninger og billeder, man har vidnet til i denne trilogi. Hobbitterne, dværgene og troldene. De æteriske elver i deres art nouveau-kulisser. Den hvide by Gondor knejsende stolt over Pelennor-sletten. Men det er som sædvanlig de onde, der scorer de højeste stilkarakterer. Ondskaben har bare de mest interessante billeder. De mange forskellige varianter af orker udgør et mere end slagkraftigt alternativ til Tolkiens egne ork-beskrivelser, og ganske som det var tilfældet i 'De To Tårne', fremstår Gollum (lige dele Andy Serkis og computeranimation) som fortællingens bedste figur. Her er den sammensathed og frækhed, der ellers stort set glimrer ved sit fravær. Det er ikke en fatal mangel. Sådan er Tolkiens univers og filmen skabt i hans ånd: Hyggelig og uhyggelig og ganske så fersk i sin gennemført kønsløse mangel på eros og humor. En ni timer lang film om heltemod bliver alle tiders hit i en tid med 'Big Brother' og 'Stjerne for en aften'. Måske er sammenhængen alligevel ikke så svær at forstå. Vi har en længsel og en tørst. Som vi nu for en stund kan få slukket. For ringen er sluttet. I form af en hidtil uset kraftpræstation, det vil blive meget, meget svært at overgå. Peter Jackson og hans computere har givet eventyrfilmen og biografpublikummet en ægte eventyrlighed tilbage.