Kulturens veje er mangfoldige. Således ser det ud til, at iransk film i almindelighed og Abbas Kiarostami i særdeleshed har været en stor inspiration for den mexicanske debutant Carlos Reygadas. Det langsomme tempo, optagelserne blandt helt autentiske mennesker og de yderst nødtørftige oplysninger om hovedpersonens baggrund og motiver ligner Kiarostamis metode. En film om en mand, fast besluttet på at begå selvmord, peger helt konkret på Kiarostamis 'Smagen af kirsebær' fra 1997. Et langstrakt billede af en bil, der fra start til slut kører ad en bjergvej ligner Reygadas' direkte hilsen til Kiarostami. Men er respekten forståelig, er forskellen da heldigvis også markant. 'Japon' er iransk langsomhed, behængt med mexicanske cojones. En latinsk mand er i identitetskrise, og så må både problem og løsning udmales med hestepik. Det kan lyde plat, men er det ikke. Hovedpersonen i Reygadas' film er en ca. 60-årige kunstmaler (Alejandro Ferretis), der kommer til den lille afsidesliggende bjerglandsby Aya for at begå selvmord. Hans motiv begynder først at tone frem, da tvivlen afvæbner fortvivlelsen. Livslysten har manglet hos den halte maler. En livslyst der først begynder at vende tilbage, da han har været så tæt på at føre sin beslutning ud i livet - eller rettere døden - som det er muligt, uden at gøre det. Ordet livslyst skal tages helt bogstaveligt. I denne latinske eksistentialistiske fortælling kredses der om et ganske simpelt faktum: Uanset om depressionen eller impotensen kommer først, er den dybe depression i bund og grund en aseksuel tilstand. Mangler lysten på livet, forsvinder også den erotiske lyst. Erektionen er et livstegn. Liggende på jorden ved siden af en opsprættet hest med indvoldene væltende ud af den opspilede bug begynder den halte kunstner sin rejse tilbage til livet. Reygadas' film får vigtig ilt fra sådanne ganske få omhyggeligt iscenesatte tableauer - det kunne være en malers maleriske motiver - der effektfuldt bryder fortællingens rolige rytme. Et billede forestiller en bille, der på en lavbevokset klippe bombarderes af regndråber. Koret udgøres af et slagtet svins skingre skrig, en halshugget hønes stædige næbreflekser, en hingsts magtfulde bestigelse af en hoppe. Børnene ser begejstret til. Er fortællingens pointe, at kunstneren er blevet et halt menneske af at have forvildet sig ind i sindets labyrinter, men nu, stillet over for sex, død og blod, genopdager nødvendigheden af at leve på tilværelsens basale byggesten? Reygadas giver ikke forklaringer ved døren, men noget kunne tyde på, at det forholder sig sådan. Den gamle indianske kvinde, han har indlogeret sig hos, må sande, at der atter er saft i livets vinstok. En opsprættet hest og en særdeles håndfast skildring af sex mellem to ældre mennesker må nok have fået øjenbrynene helt om i nakken i mere ømfindtlige territorier. Men det virker ikke sensationssøgende i filmen. Blot med til at understrege den helt særlige arkaisk ladede realisme, Carlos Reygadas benytter sig af i en film, hvor et håndholdt kameras rystede subjektivitet effektfuldt veksler med landskaber og tableauer fastholdt i smuk Super 16. Sindet er en rastløs vandrer og i 'Japon' får sindet rig lejlighed til at vandre omkring. Som tilskuer hensættes man også med hjælp fra musikken (bl.a. Arvo Päärt) i en sær dagdrømmende tilstand, hvor man befinder sig midtvejs mellem det opslugte og det fraværende. At bjergbøndernes mistænksomhed over for filmkameraet er bibeholdt både bryder og forstærker filmens særlige form for uvirkelig autenticitet.