Når nu fantasienovergår virkeligheden, skulle man da være et fantasiløst skarn, hvis ikke man anerkendte realiteterne. Som Jesper W. Nielsens 'Manden bag døren' tager også 'Rembrandt' afsæt i en historie, der for få år siden prægede avisforsiderne. I dette tilfælde det tragikomiske kup, da amatøragtige tyveknægte nærmest af vanvare kom til at stjæle Rembrandts uvurderlige 'Et dameportræt' fra den skandaløst ubeskyttede Nivaagaard-samling. Jesper W. Nielsen portrætterer i 'Manden bag døren' et menneske fanget af sine egne ultimative krav til kærligheden. Lige som 'Rembrandt' handler den om fædre og sønner og om den sociale arv. Men de dybere dagsordener er kun til pynt og fjas i 'Rembrandt'. Her er den sociale arv bare en joke. Langfingrethed er vist nærmest noget genetisk. Sådan lidt i stil med Bjørnebanden. Men der er heller ingen grund til at komplicere fortællingen med dybsindigheder, når man som spillefilmdebutanten Jannik Johansen så ublufærdigt og veloplagt fortæller en kontant røverkomedie. Jannik Johansen har skrevet manuskriptet sammen med den allestedsnærværende Anders Thomas Jensen. De to har tidligere arbejdet sammen og virker som et godt makkerpar. Jensen føler sig hjemme blandt sine uheldige helte, og hans mundrappe replikker sidder, som de skal (»Jeg vil godt lige snakke med min far under to øjne«). På sin side styrer Johansen sikkert en veludrustet og strømlinet plotfilm glansfuldt fotograferet af Eric Kress. Ja, man kan næsten synes, det hele erforflot i forhold til det pænt sagt rustikke persongalleri! Lars Brygmann har hovedrollen som den uheldige skrottyv Mick, der efter en lang karriere som mislykket småforbryder pludselig står med en brandvarm tyvekost til mindst 100 millioner kroner i hænderne. Brygmann spiller Mick som en stoisk taber, der uden at ændre sit urokkelige ansigtsudtryk alligevel pludselig vejrer morgenluft. Livet kunne måske alligevel vise sig at være fantastisk! Måske er tiden kommet til at forgylde kæresten Trine. En fortjent belønning nu, hvor hun har taget springet fra pornomodel til kosmetolog. Men hvordan i alverden sælger man en uvurderlig Rembrandt? Næppe gennem Den Blå Avis. Men Mick og hans venner er ikke de skarpeste knive i skuffen. Sønnen Tom (Jakob Cedergren) er en stor flot fyr med en kedelig evne til at følge i faderens fodspor ind og ud af de danske fængsler. Vennen Kenneth (Nikolaj Coster-Waldau) er en utilregnelig spillefugl, mens tegneseriedyrkeren og tyksakken Jimmy (Nicolas Bro) som ubehjælpsomt æggehoved fuldender kvartetten. Nej, det er ikke ligefrem de danske 'Goodfellas', der skal bide skeer med internationale storforbrydere og et angrebsivrigt politi anført af den uortodokse og desillusionerede kriminalinspektør Beck (Søren Pilmark). Johansen harstyr på atmosfære og tempo, selv om ikke alt realiseres tilfredsstillende. Den løse kanon Beck bliver ikke den centrale figur, der er lagt op til. Politiet bliver hængende i afdelingen for folkekomedie, mens forbrydere boltrer sig i en lidt anden genre. Nemlig en helt frisk form for fræk og folkelig forbryderkomedie, der nærmest er en blanding af Olsen-banden og 'Blinkende lygter'. Efter 'Edderkoppen' får Jakob Cedergren sit markante gennembrud på lærredet som den bomstærke og bryske Tom, der dyrker hidsig erotik med sin rigmandsfrue Charlotte (Paprika Steen), når han ikke stirrer olmt på sin taberfar. Brygmann og Cedergren er parret, der giver filmen sit centrum og sin indre dynamik. Far og søn. Bøffen og bananen i had og kærlighed. Cedergren er en massiv tilstedeværelse og en vellykket kontrast til Brygmanns morsomt gennemførtedead pan-spillestil. I en lillebitte birolle som indbrudstyven Karsten lykkes det Nikolaj Lie Kaas - helt i filmens ånd - at stjæle billedet. Til gengæld får Coster-Waldau ikke styr på balancen mellem det komiske og det skæbnesvangre i sin Kenneth, og det er for svært at se den luvslidte pornomodel bag Sonja Richters søde Trine. Men det er små indvendinger, der ikke stjæler billedet fra det altovervejende gode indtryk af en velgennemført og meget dansk kupfilm. Amerikanerne har 'Ocean's Eleven' og 'The Italian Job'. I Danmark har vi nogle lidt andre succeskriterier. En bande klummermikler skvatter utilsigtet over millionerne. Idéen er tyvstjålet fra virkeligheden, men Jannik Johansen sælger den varme vare med stor overbevisning. Man siger, at forbrydelse ikke betaler sig. 'Rembrandt' vil med garanti blive en undtagelse.