Over for denne Polanski-film over pianisten Wladyslaw Szpilmans erindringer om overlevelsen af den nazistiske udslettelse af Warszawas ghetto visner almindelige sproglige fiksheder. Ganske vist handler filmen om en Szpillemand på et tagkammer eller om ikke at skyde Pianisten, men helt uden de dermed berørte films strøg af let munterhed. Instruktøren - af lykkeligt glemte flop såvel som mesterstykker som 'Rosemary's baby' og 'Chinatown' - har her skrevet testamente over sin egen barndom som polsk jøde på stadig flugt, med forældre i kz-lejr, moderen dræbt i gaskammeret. Dét handler 'Pianisten' om, uden svinkeærinder eller formildende omstændigheder. Lige så umulig at komme uden om som en anden holocaust-overlever, Primo Levis anfægtelser. Den polske pianist og komponist med det velanbragte navn Szpilman udgav i 1946 de erindringer, filmen bygger på. Han var da 34, men led af gulsot og alle andre tænkelige følgesygdomme efter ugers sult og tørst i tomme lejligheder og pulterrum blandt Warszawas ruiner - oven på de fire år i ghettoen. Szpilmans overlevelse er af en usandsynlighed, der stimulerer troen på mirakler. Af den polske hovedstads knap halve million jøder i 1939 var kun et par håndfulde tilbage i byen, da russerne rykkede ind. Intet under, at der er mange døde i 'Pianisten', flest civile. Gamle, kvinder og børn, der brutalt mejes ned eller langsomt bukker under. Raske unge mænd, der pilles ud af arbejdsslavernes række til et nakkeskud - bare for at statuere et eksempel. Et forbløffende fåtal, der dræbes under forsøg på modstand. Et ikke ringe antal af byens jøder samarbejdede ligefrem, nogle af ideale grunde, men her ser vi mest til de selvbjergende, der går de tyske bødler til hånde. Men især resignation er den altovervejende - og for den bagkloge så oprørende - reaktion på de hurtige skred mod uvis forværring: Davidsstjernens indledende ydmygelser slår snart om i brutale omflytninger og sluttelig i kreaturvognstransporten mod Treblinka og udryddelsen. Szpilman ser det hele, og når historiens binding til denne ene synsvinkel ikke føles utilstrækkelig eller ensidig, skyldes det bl.a., at vi følger hele familien - far, mor og tre voksne søskende. Målt med deres evakuering og død er hans skæbne - fra beundret Chopinfortolker i polsk radio til de nedbrudte rester af et menneske, som russerne tilfældigvis ikke plaffer ned blandt ruinerne - nådig. Men historien er fri for religiøst smuglergods. Med en kæmpepræstation af den unge oscarvinder Adrien Brody i titelrollen følger vi frysende nøgternt processen. Godt hjulpet af Polanskis og manusforfatter Ronald Harwoods sammenbidt målbevidste afkald på sentimentalitet, endnu to velfortjente Oscars foruden instruktørens Guldpalme i Cannes 2002. Fotografen Pawel Edelmans ellers suveræne håndværk lider derimod nok af en smule forudsigelighed: Blå tintning: trusler - gyldenbrun tintning: tryghed. Især Ed Stoppard, Maureen Finlay og Frank Finlay gør ægte og meget stærke indtryk som Wladeks oprørske bror og forældre, mens Emilia Fox må slås med en skitse af en rolle som en ikke-jødisk veninde. Godt Polanski afslog tilbuddet om at instruere 'Schindlers liste' - den fik vi jo alligevel. Hans eget bud er måske dramaturgisk en mindre komposition, men enkeltscenerne og menneskeskæbnen lige så uforglemmelig.