Hvordan bliver man egentlig spion? Skal vi tro optakten her, holder CIA øje med alle universitetseksaminer med topkarakterer, såsom den unge, mutte James Claytons. Han har ug i programmering og kryptering, og han mistede sin far under uopklarede omstændigheder i Peru. Spionmateriale? Ja, den sejt grånende Walter Burke er ikke i tvivl, så han hverver vor ubarberede unge ven til rekrutskolen 'The farm' ved CIA-hovedkvarteret i Langley, Virginia, hvor han selv er en slags overlærer. De to udgør filmens ene eksistensberettigelse, eller rettere de to, der spiller dem. Al Pacino er selvfølgelig fascinerende som den kynisk mefistofeliske, men på bunden vist hjertens velmenende læremester, en næsten-kliché, som mesteren leger med og smager på med hørligt selvvelbehagelig smasken. Men esset er Colin Farrell som den unge Clayton. Denne irske landmine af modvillig charme og desperation, netop set i glitrende psykotisk aftapning som dræberen Bullseye i 'Daredevil', giver liv til selv de beskedne erotiske scener med den svalt militante rekrutkollega og -konkurrent Layla i Bridget Moynahan. Dramaturgisk energi og opfindsomhed er filmens anden berettigelse. Spionspirers kamp om de få faste job - som omvandrende skydeskiver! - er ganske vist noget af en nødløsning som ramme, men man glemmer snart enhver association til Politiskolen. For grundreglerne i uddannelsen - 'Enhver situation er en test', og 'Intet er, hvad det ser ud til at være' - udnyttes til det yderste i en hvirvlende kolbøttetur af sympati og mistænksomhed, bedrag og beherskelse, som vender vrangen ud på enhver af karaktererne. 'The Recruit' kører derudad som god, stedvis pinagtig spændingsunderholdning trods manglen på en ydre fjendtlig (stor)magt til at drive angsten. I disse efter Muren-tider kan man jo blive taknemmelig for en almindelig Opelmodel. soren.vinterberg@pol.dk